Prædikener

Ved vores gudstjenester om søndagen har prædikenen den centrale plads. Intet bør erstatte forkyndelsen af Guds ord. Prædikenens betydning for de kristnes opbyggelse kan ikke overvurderes.

At forkynde Guds ord er ikke for alle og enhver og vil kun blive udført af mænd, der er blevet givet denne gave. Vi sætter høje krav både til forberedelsen af forkyndelsen samt det teologiske indhold, da evangeliets udbredelse og menneskers sjæle afhænger af dette. Prædikenen vil hovedsagligt være tekstudlæggende, dvs. prædikenens indhold og budskab vil blive draget ud af de vers, kapitler og bøger, vi finder i Bibelen. På denne måde søger vi at sikre, at menigheden hører hele Guds vilje og rådslutning og ikke blot prædikantens favoritskriftsteder, -læresætninger og -emner.

Enhver prædiken vil på den ene eller anden måde berøre evangeliets kernebudskab, nemlig Jesu død og opstandelse og menneskets kald til omvendelse og tro til synderens forladelse, da dette kendetegner en sand kristen prædiken.

Lyt til dem her

  • Tomheden i forgæves gudsdyrkelse

    12. november 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 4,17-5,6
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    4,v17  Vogt din fod, når du går til Guds hus. Det er bedre at gå derhen for at høre end for at bringe offer, som tåberne gør, for de forstår ikke andet end at volde ondt.

    5,v1  Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få, v2  for
    drømmen kommer med stor plage,
    tåbens røst med mange ord.
    v3  Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! v4  Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. v5  Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk?
    v6  Drømme i mængde er tomhed,
    det gælder også ord i mængde.
    Nej, frygt Gud!

  • Guds redningsmand

    5. november 2017

    Prædiketekst: Ruths bog 3
    Prædikeserie: Ruths bog
    Prædikant: Armen Nazarian

    v1  Hendes svigermor No’omi sagde til hende: »Min datter, skal jeg ikke skaffe dig et hjem, så du kan få det godt? v2  Hør her: Boaz, hvis piger du var sammen med, er jo vores slægtning; han renser byg på tærskepladsen i aften.v3  Nu skal du vaske dig og salve dig. Tag så din kappe på og gå ned på tærskepladsen; men sørg for, at han ikke får øje på dig, før han er færdig med at spise og drikke. v4  Når han lægger sig, skal du lægge mærke til, hvor han ligger. Så skal du gå derhen og klæde dig af og lægge dig ved hans fødder; så skal han nok fortælle dig, hvad du skal gøre.« v5  Hun svarede hende: »Jeg vil gøre alt, hvad du siger.« v6  Derpå gik hun ned på tærskepladsen og gjorde, ganske som hendes svigermor havde givet hende besked på.

    v7  Da Boaz havde spist og drukket og var veltilpas, gik han hen og lagde sig ved korndyngen. Derpå listede hun derhen, klædte sig af og lagde sig ved hans fødder. v8  Men ved midnat vågnede han med et sæt; han følte sig for og opdagede, at der lå en kvinde ved hans fødder. v9  »Hvem er du?« spurgte han, og hun svarede: »Jeg er Ruth, din trælkvinde. Bred din kappe over din trælkvinde, for du er løser.« v10  Han sagde: »Herren velsigne dig, min pige! Den trofasthed, du viser nu, er endnu større end den, du hidtil har vist. Du går ikke efter de unge mænd, hverken fattige eller rige. v11  Men du skal ikke være bange, min pige, jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om. Alle i byporten ved, at du er en storartet kvinde. v12  Og det er rigtigt, jeg er virkelig løser; men der er en anden, der står nærmere end jeg. v13  Bliv her i nat! Hvis han i morgen vil være løser for dig, så lad ham være det; men hvis han ikke vil, så vil jeg være det, så sandt Herren lever. Bliv nu liggende til i morgen!«

    v14  Så blev hun liggende ved hans fødder, til det blev morgen; men hun stod op, før man var i stand til at skelne det ene menneske fra det andet, for han sagde, at det ikke måtte blive kendt, at hun var kommet hen på tærskepladsen. v15  Så sagde han: »Tag det slag, du har over dig, og hold det frem.« Det gjorde hun, og han øste seks mål byg op i det og gav hende det på ryggen. Så gik han ind til byen.

    v16  Hun gik hjem til sin svigermor, som spurgte: »Er det dig, min datter?« Ruth fortalte hende så alt, hvad manden havde gjort for hende; v17  hun sagde: »Disse seks mål byg gav han mig, for han sagde: Du skal ikke komme tomhændet til din svigermor.« v18  Så sagde No’omi: »Bliv nu her, min datter, til du kender sagens udfald; for den mand under sig ingen ro, han skal nok få den sag afgjort i dag.«

     

     

  • Balancen mellem at slide og at nyde

    29. oktober 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 4,4-16
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v4  Jeg så, at alt slid og dygtigt arbejde bunder i menneskers indbyrdes misundelse. Også det er tomhed og jagen efter vind!
    v5  Tåben lægger hænderne i skødet
    og tærer på sit eget fedt.
    v6  Hellere én hånd fyldt med hvile
    end to hænder fyldt med slid
    og jagen efter vind!

    v7  Dernæst så jeg en tomhed under solen: v8  Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror; der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mættes ikke af rigdom. »Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld giver jeg afkald på livets goder?« Også det er tomhed og en ulykkelig plage! v9  Hellere to end én, de får god løn for deres slid. v10  For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. v11  Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? v12  Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.
    Tretvundet snor brister ikke så let.
    v13  Hellere en fattig og vís dreng
    end en gammel og tåbelig konge,
    som ikke længere forstår
    at lade sig advare.
    v14  For der kom én ud fra fængslet og blev konge, selv om han var født i fattigdom under kongens regering. v15  Jeg så alle de levende, som færdedes under solen, følge den anden, drengen, som var trådt i kongens sted;v16  talløst var det folk, han stod i spidsen for. Men eftertiden glæder sig ikke over ham. Også det er tomhed og jagen efter vind!

     

     

  • En verden med uretfærdighed og lidelse

    15. oktober 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 3,16-4,3
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v16  Dette har jeg også set under solen:
    På rettens plads sidder uretten,
    på retfærdighedens plads sidder uretten.
    v17  Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.

    v18  Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. v19  For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!
    v20  Alle går samme sted hen;
    alle er blevet til af jord,
    alle bliver til jord igen.
    v21  Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden.

    v22  Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn. For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden.

    4,v1  Dernæst så jeg al den undertrykkelse, der forekommer under solen.
    Jeg så de undertryktes tårer,
    og ingen trøstede dem;
    jeg så undertrykkernes vold mod dem,
    og ingen trøstede dem.
    v2  Da priste jeg de døde lykkelige, fordi de allerede er døde, lykkeligere end de levende, som lever endnu. v3  Men lykkeligst er den, som endnu ikke er til og ikke har set det onde, der sker under solen.

     

  • Gud er trofast

    8. oktober 2017

    Prædiketekst: Ruths bog 2
    Prædikeserie: Ruths bog
    Prædikant: Armen Nazarian

    v1  No’omi havde en slægtning på sin mands side, en velstående mand af Elimeleks slægt; han hed Boaz. v2  Moabitten Ruth sagde nu til No’omi: »Jeg vil gå ud på marken og samle aks efter den, som vil vise mig velvilje.« Hun svarede: »Gå blot, min datter!«

    v3  Så gik hun ud på en mark og samlede aks efter høstfolkene. Nu traf det sig, at den mark tilhørte Boaz, der var af Elimeleks slægt. v4  Boaz, der netop var kommet fra Betlehem, sagde til høstfolkene: »Herren være med jer!« og de svarede: »Herren velsigne dig!« v5  Så spurgte Boaz den karl, som havde opsyn med høstfolkene: »Hvor hører den pige hjemme?« v6  Karlen, som havde opsyn med høstfolkene, svarede: »Det er den moabitiske pige, der kom tilbage fra Moabs land sammen med No’omi. v7  Hun spurgte, om hun måtte samle aks mellem negene efter høstfolkene. Hun gik i gang og er blevet ved fra i morges lige til nu; hun var kun hjemme et kort stykke tid.« v8  Så sagde Boaz til Ruth: »Hør her, min pige, du skal ikke gå hen og samle på nogen anden mark; gå ikke herfra, men hold dig til mine piger. v9  Hold øje med, hvor på marken de høster, og følg efter dem. Jeg skal nok give karlene besked om, at de skal lade dig være i fred. Og når du bliver tørstig, kan du bare gå hen til karrene og drikke det, karlene øser op.« v10  Da kastede hun sig til jorden og sagde til ham: »Hvordan har jeg dog vundet din velvilje, så du kendes ved mig, skønt jeg er fremmed?« v11  Boaz svarede hende: »Jeg har hørt om alt det, du har gjort for din svigermor efter din mands død, at du forlod din far og mor og dit fædreland og rejste til et folk, du ikke kendte i forvejen.v12  Måtte Herren gengælde dig, hvad du har gjort! Måtte du få den fulde løn af Herren, Israels Gud, nu da du har søgt ly under hans vinger!« v13  Så sagde hun: »Måtte jeg bevare din velvilje, herre! Du har trøstet mig og talt venligt til din trælkvinde, skønt jeg ikke engang er som en af dine trælkvinder.« v14  Ved spisetid sagde Boaz til hende: »Kom herhen og få et stykke brød, og dyp det i vineddiken.« Så satte hun sig hos høstfolkene, og han rakte hende noget ristet korn. Hun spiste sig mæt og kunne endda levne. v15  Da hun rejste sig for at samle aks, gav Boaz sine karle den besked: »Hun må også samle aks mellem negene; I må ikke forulempe hende! v16  I kan også trække aks ud af knipperne til hende og lade dem ligge, så hun kan samle dem; lad være med at true ad hende!« v17  Så samlede hun aks på marken, til det blev aften, og da hun havde tærsket det, hun havde samlet, var der omtrent en efa byg.

    v18  Hun bar det ind til byen, og hendes svigermor så, hvad hun havde samlet. Derpå tog hun det frem, hun havde levnet, da hun havde spist sig mæt, og gav det til No’omi. v19  Svigermoderen spurgte hende: »Hvor har du samlet aks i dag, hvor har du arbejdet? Velsignet være han, som ville kendes ved dig!« Så fortalte hun sin svigermor, hvem hun havde arbejdet hos: »Den mand, jeg har arbejdet hos i dag, hedder Boaz.« v20  Da sagde No’omi til sin svigerdatter: »Herren velsigne ham, Herren som ikke svigter sin troskab mod de levende og de døde!« Og No’omi sagde til hende: »Den mand er i slægt med os, han er en af vores løsere.« v21  Moabitten Ruth sagde: »Han sagde oven i købet til mig: Du skal holde dig til mine karle, til de er helt færdige med at høste for mig.« v22  Og No’omi sagde til sin svigerdatter Ruth: »Det er godt, min datter. Når du går sammen med hans piger, bliver du ikke forulempet på en anden mark.« v23  Så holdt hun sig til Boaz’ piger og samlede aks, til byghøsten og hvedehøsten var ovre; og hun blev boende hos sin svigermor.