Prædikener


Ved vores gudstjenester om søndagen har prædikenen den centrale plads. Intet bør erstatte forkyndelsen af Guds ord. Prædikenens betydning for de kristnes opbyggelse kan ikke overvurderes.

At forkynde Guds ord er ikke for alle og enhver og vil kun blive udført af mænd, der er blevet givet denne gave. Vi sætter høje krav både til forberedelsen af forkyndelsen samt det teologiske indhold, da evangeliets udbredelse og menneskers sjæle afhænger af dette. Prædikenen vil hovedsagligt være tekstudlæggende, dvs. prædikenens indhold og budskab vil blive draget ud af de vers, kapitler og bøger, vi finder i Bibelen. På denne måde søger vi at sikre, at menigheden hører hele Guds vilje og rådslutning og ikke blot prædikantens favoritskriftsteder, -læresætninger og -emner.

Enhver prædiken vil på den ene eller anden måde berøre evangeliets kernebudskab, nemlig Jesu død og opstandelse og menneskets kald til omvendelse og tro til synderens forladelse, da dette kendetegner en sand kristen prædiken.

Lyt til dem her


  • En Prolog

    3. september 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    En Prolog til Prædikerens Bog

  • Legalisme og dens modgift

    20. august 2017

    Prædiketekst: Markusevangeliet 2,23-28
    Prædikeserie: Udvalgte skriftsteder
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v23  På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. v24  Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« v25  Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, v26  hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?« v27  Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. v28  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

     

  • En fremmed bekender Israels Gud

    13. august 2017

    Prædiketekst: Ruths bog 1,6-19
    Prædikeserie: Ruths bog
    Prædikant: Armen Nazarian

    v6  Da brød hun op sammen med sine svigerdøtre for at vende hjem fra Moabs land, for i Moabs land havde hun hørt, at Herren havde taget sig af sit folk og givet det føde. v7  Hun forlod det sted, hvor hun havde boet, og sammen med sine to svigerdøtre drog hun hjemad mod Juda. v8  Men No’omi sagde til sine to svigerdøtre: »Vend nu tilbage, hver til sin mors hus! Måtte Herren vise jer godhed, ligesom I har vist godhed mod de afdøde og mod mig.v9  Herren give jer trygge kår, hver i sin mands hus!« Så kyssede hun dem farvel; men de brast i gråd v10  og sagde til hende: »Vi vil følge med dig hjem til dit folk.« v11  No’omi svarede: »Vend nu tilbage, mine døtre! Hvorfor vil I med mig? Er der stadig sønner i mit skød, som I kan gifte jer med? v12  Vend nu tilbage, mine døtre! Jeg er for gammel til at tilhøre en mand. Men selv hvis jeg tænkte, at der var håb for mig, og selv hvis jeg i nat tilhørte en mand og endda fik sønner, v13  skulle I så vente, til de blev voksne? Skulle I lade være med at gifte jer? Nej, mine døtre! For mig er det mere bittert end for jer, for det er mig, Herrens hånd har ramt.« v14  Så brast de igen i gråd. Orpa kyssede sin svigermor farvel; men Ruth klyngede sig til hende. v15  Da sagde No’omi: »Nu vender din svigerinde tilbage til sit folk og sin gud. Følg du med din svigerinde!« v16  Men Ruth svarede: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. v17  Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!« v18  Da No’omi så, at hun var fast besluttet på at følge hende, opgav hun at overtale hende, v19  og så fulgtes de ad til Betlehem. Men da de kom ind i Betlehem, blev der røre i hele byen, og kvinderne sagde: »Det er jo No’omi!«

  • Guds plan for Israel

    6. august 2017

    Prædiketekst: Romerbrevet 11,1-15
    Prædikeserie: De sidste tider
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. v2  Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: v3  »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v4  Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba’al.« v5  Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. v6  Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. v7  Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet v8  – som der står skrevet: »Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.« v9  Og David siger:
    Lad deres bord blive en fælde og en snare,
    så de snubler og må undgælde.
    v10  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se,
    lad altid deres ryg være bøjet.

    v11  Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. v12  Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.

    v13  Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, v14  om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem. v15  For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget?

     

     

  • Dyret fra jorden og dyrets mærke

    23. juli 2017

    Prædiketekst: Johannes Åbenbaringen 13,11-18
    Prædikeserie: De sidste tider
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v11  Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. v12  Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne; og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, det hvis banesår blev lægt. v13  Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene. v14  Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. v15  Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. v16  Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, v17  så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. v18  Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.