Prædiketekst: Prædikerens Bog 11,7-12,7
Prædikeserie: Prædikerens Bog
Prædikant: Carsten Jørgensen
v7 Lyset er dejligt, og det er godt for øjnene at se solen. v8 Hvis et menneske lever i mange år, skal det glæde sig i alle årene. Men det skal huske på de mørke dage, for der kommer mange! Alt, hvad der kommer, er tomhed!
v9 Glæd dig, unge mand, mens du er ung,
lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.
Gå ad de veje, du vil,
og efter det, dine øjne ser;
men du skal vide, at Gud vil kræve dig til regnskab for det alt sammen.
v10 Fjern kvalen fra dit hjerte,
og hold dig det onde fra livet.
Ungdom og morgenrøde er tomhed!
12,1 Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!« v2 før solen, lyset, månen og stjernerne formørkes, og skyerne kommer igen efter regnen.
v3 Den dag, da husets vogtere ryster,
da de stærke mænd bliver krumbøjede,
da kvinderne ved kværnen må standse, fordi de er for få,
da det mørkner for dem, der kigger ud ad vinduerne,
v4 da dørene til gaden lukkes,
lyden fra kværnen dør hen,
og man vågner, når fuglene kvidrer,
alle sangens døtre bliver stille;
v5 man ængstes for bakkerne
og for farerne på vejen;
da mandeltræet blomstrer,
græshoppen slæber sig af sted,
og kapersfrugten brister,
da mennesket går til sin evige bolig,
og sørgetoget går gennem gaderne;
v6 før sølvsnoren brister
og guldskålen revner,
før krukken knuses ved kilden
og hjulet bryder sammen og falder i brønden,
v7 før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var,
og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.