Prædiketekst: Romerbrevet 11,1-15
Prædikeserie: De sidste tider
Prædikant: Carsten Jørgensen
v1 Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. v2 Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: v3 »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v4 Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba’al.« v5 Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. v6 Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. v7 Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet v8 – som der står skrevet: »Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.« v9 Og David siger:
Lad deres bord blive en fælde og en snare,
så de snubler og må undgælde.
v10 Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se,
lad altid deres ryg være bøjet.v11 Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. v12 Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.
v13 Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, v14 om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem. v15 For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget?