Prædikant: 

Carsten Jørgensen

  • Plagen i dette liv

    1. oktober 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 3, 1-14
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Alting har en tid,
    for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
    v2  En tid til at fødes, en tid til at dø.
    En tid til at plante, en tid til at rydde.
    v3  En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
    En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
    v4  En tid til at græde, en tid til at le.
    En tid til at holde klage, en tid til at danse.
    v5  En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
    En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
    v6  En tid til at opsøge, en tid til at miste.
    En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
    v7  En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
    En tid til at tie, en tid til at tale.
    v8  En tid til at elske, en tid til at hade.
    En tid til krig, en tid til fred.
    v9  Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?

    v10  Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: v11  Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

    v12  Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. v13  Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. v14  Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.

  • Tomhed og jagen efter vind

    17. september 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 1 & 2
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem.

    v2  Endeløs tomhed,
    sagde Prædikeren,
    endeløs tomhed,
    alt er tomhed.
    v3  Hvad udbytte har et menneske af alt,
    hvad det slider med under solen?
    v4  Slægter går, slægter kommer,
    og jorden er bestandig den samme.
    v5  Solen står op, og solen går ned,
    den skynder sig hjem,
    og dér står den op.
    v6  Vinden blæser mod syd… (se resten her)

     

  • En Prolog

    3. september 2017

    Prædiketekst: Prædikerens Bog
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    En Prolog til Prædikerens Bog

  • Legalisme og dens modgift

    20. august 2017

    Prædiketekst: Markusevangeliet 2,23-28
    Prædikeserie: Udvalgte skriftsteder
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v23  På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. v24  Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« v25  Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, v26  hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?« v27  Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. v28  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

     

  • Guds plan for Israel

    6. august 2017

    Prædiketekst: Romerbrevet 11,1-15
    Prædikeserie: De sidste tider
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. v2  Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: v3  »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v4  Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba’al.« v5  Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. v6  Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. v7  Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet v8  – som der står skrevet: »Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.« v9  Og David siger:
    Lad deres bord blive en fælde og en snare,
    så de snubler og må undgælde.
    v10  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se,
    lad altid deres ryg være bøjet.

    v11  Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. v12  Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.

    v13  Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, v14  om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem. v15  For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget?