Prædikant: 

Carsten Jørgensen

  • Den gudfrygtiges visdom – del 2

    18. februar 2018

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 8,1-17
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Hvem er som den vise, hvem forstår betydningen af det ord:
    Et menneskes visdom får dets ansigt til at lyse,
    så det hårde ansigt forvandles.
    v2  Hold kongens befaling på grund af gudseden; v3  vær ikke hurtig til at vende dig fra ham, og stå ikke fast på en sag, der står dårligt, for han kan gøre, hvad han vil. v4  Kongens ord har jo magt, og ingen kan sige til ham: »Hvad er det, du gør?« v5  Den, der holder befalingen, erfarer intet ondt, og den vises hjerte erkender dommens tid, v6  for dommens tid kommer for alt, hvad der sker. Det er et onde, der ligger tungt på menneskene, v7  for de ved ikke, hvad der skal ske; ingen kan fortælle dem, hvad der skal ske. v8  Intet menneske har magt over vinden, så det kan holde den tilbage, og det har ikke magt over dødsdagen. Ingen kan unddrage sig krigen, og uretten lader ikke den uretfærdige slippe fri.

    v9  Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10  Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11  Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12  For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13  og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.

    v14  Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!

    v15  Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.

    v16  Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden – hverken dag eller nat får man søvn i øjnene – v17  da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det.

     

     

  • Den gudfrygtiges visdom

    4. februar 2018

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 7,15-29
    Prædikeserie: Prædikerens Bog
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v15  Begge disse ting har jeg set i mit tomme liv:
    Retfærdige, der går til grunde trods deres retfærdighed,
    og uretfærdige, der lever længe trods deres ondskab.
    v16  Vær ikke alt for retfærdig, og overdriv ikke din visdom; hvorfor vil du bringe dig selv i fordærv? v17  Vær ikke alt for uretfærdig, og vær ikke en dåre; hvorfor vil du dø, før din tid kommer? v18  Det er bedst, at du holder fast i det ene og ikke lader din hånd slippe det andet. Den gudfrygtige undgår begge dele!
    v19  Visdom gør den vise stærkere
    end ti herskere i en by.
    v20  Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder. v21  Du skal ikke lægge mærke til alt, hvad der bliver sagt; så hører du heller ikke din tjener forbande dig. v22  Du ved inderst inde, at du selv mange gange har forbandet andre. v23  Alt dette ville jeg prøve med visdom; jeg sagde: Jeg vil vinde visdom! Men den var langt borte fra mig. v24  Langt borte er det, der sker, dybt, dybt nede; hvem kan finde ud af det? v25  Jeg gav mig til at forstå, at søge og udforske visdom og sammenhæng og at forstå tåbelig uretfærdighed, dårskab og dumhed. v26  Jeg fandt, at bitrere end døden er kvinden, der sætter sine garn; hendes hjerte er et net, hendes hænder er lænker. Han, som Gud finder god, undslipper hende, men synderen indfanges af hende. v27  Dette er, hvad jeg fandt ud af lidt efter lidt, da jeg ville finde sammenhængen, sagde Prædikeren. v28  Det, jeg blev ved at søge efter, fandt jeg ikke: Ud af tusind fandt jeg én mand, men blandt dem alle fandt jeg ikke en kvinde! v29  Kun det fandt jeg ud af, at Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer.

     

     

  • Tåbens liv og den vises liv del 2

    21. januar 2018

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 7,1-14
    Prædikeserie: Udvalgte skriftsteder
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Hellere et godt navn end fin salveolie,
    hellere dødens dag end fødslens dag.
    v2  Hellere gå til sorgens hus
    end til festens hus,
    for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde.
    v3  Hellere græmmelse end latter,
    for hjertet kan være glad, selv om ansigtet er mismodigt.
    v4  Den vise har sit hjerte i sorgens hus,
    tåben har sit hjerte i glædens hus.
    v5  Hellere lytte til advarsler fra den vise
    end til sang fra tåben,
    v6  for tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed!
    v7  Afpresning gør den vise til tåbe,
    bestikkelse fordærver hjertet.
    v8  Hellere ende end begyndelse,
    hellere langmodig end hovmodig.
    v9  Vær ikke hurtig til at græmme dig,
    for græmmelse hviler i tåbers favn.
    v10  Spørg ikke: »Hvorfor var gamle dage bedre end nu?« Det er ikke af visdom, du spørger sådan. v11  Visdom er så god som ejendom, en fordel for dem, der ser solen, v12  for
    visdom giver skygge,
    som penge giver skygge,
    men fordelen ved at forstå visdommen er, at den giver liv til dem, der ejer den.

    v13  Læg mærke til, hvad Gud gør;
    for hvem kan gøre det lige, som han har gjort krumt?
    v14  Vær lykkelig på lykkens dag
    og indse på ulykkens dag,
    at den ene såvel som den anden
    er skabt af Gud,
    for at menneskene ikke skal finde ud af fremtiden.

     

     

  • Tåbens liv og den vises liv

    7. januar 2018

    Prædiketekst: Prædikerens Bog 6
    Prædikeserie: Udvalgte skriftsteder
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Der er et onde, jeg har set under solen, og det ligger tungt på menneskene: v2  Gud kan give en mand rigdom og formue og ære, så han ikke behøver at nægte sig noget, han har lyst til, men når Gud ikke giver ham mulighed for at nyde det, men en fremmed kommer til at nyde det, så er det tomhed og en tung lidelse! v3  Hvis en mand får hundrede børn og lever i mange år, men i alle sine leveår ikke mættes af livets goder og end ikke får en grav, så siger jeg: »Lykkeligere end han er det dødfødte barn!« v4  For i tomhed kom det, i mørke går det bort, og i mørke er dets navn skjult. v5  Det har hverken set solen eller kendt noget til den. Det har mere fred end han. v6  Om han så levede to gange tusind år og aldrig fandt lykken – går ikke alle samme sted hen?
    v7  Alt menneskets slid tjener munden,
    men aldrig stilles sulten.
    v8  Hvad har den vise frem for tåben? Ja, hvad har den fattige, der forstår at begå sig i livet!
    v9  Hvad øjnene ser, er bedre,
    end hvad sjælen begærer.
    Også det er tomhed og jagen efter vind!

    v10  Det, som er til, har allerede været nævnt ved navn, og det er kendt, hvad et menneske skal blive; det kan ikke gå i rette med ham, som er stærkere end det selv. v11  Ord i mængde gør tomheden større; hvad får mennesket ud af det? v12  Hvem kan vide, hvad der er godt for mennesket i det korte, tomme liv, det henlever som en skygge? Ingen kan fortælle mennesket, hvad der i fremtiden sker under solen.

     

  • En frelser er født

    24. december 2017

    Prædiketekst: Lukas 2,1-19
    Prædikeserie: Udvalgte skriftsteder
    Prædikant: Carsten Jørgensen

    v1  Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

    v8  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
    v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!
    Fred til mennesker med Guds velbehag!

    v15  Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18  og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19  men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.