Trosbekendelse


Baptist bekendelsen af 1689 er en sammenfatning af, hvad vi tror på og mener Bibelen lærer:

1. Den Hellige Skrift

1. Den hellige Skrift er den eneste tilstrækkelige, sikre og ufejlbarlige anvisning til al frelsende kundskab, tro og lydighed. 1

Selv om naturens lys og skaberværket og forsynet viser Guds godhed, visdom og magt så klart, at mennesket er uden undskyldning, er de ikke tilstrækkelige til at tilvejebringe den kundskab om Gud og hans vilje, som er nødvendig for frelse. 2 Derfor behagede det Herren mangfoldige gange og på mangfoldige måder at åbenbare sig selv og gøre sin vilje kendt for menigheden. 3 Siden behagede det Herren at lade hele sin åbenbarede sandhed nedskrive for bedre at bevare og udbrede sandheden og for at grundfæste og styrke kirken, så den kan bevares fra menneskers idéer og Satans og verdens ondskab. Derfor er Den hellige Skrift absolut nødvendig, da de måder, Gud førhen åbenbarede sig på, nu er ophørt. 4

2. Under overskriften Den Hellige Skrift eller Skriften er nu indeholdt alle følgende bøger fra Det Gamle og Nye Testamente:

Det Gamle Testamente

Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josvabogen, Dommerbogen, Ruths Bog, Første Samuelsbog, Anden Samuelsbog, Første Kongebog, Anden Kongebog, Første Krønikebog, Anden Krønikebog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog, Esters Bog, Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Højsangen, Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog, Klagesangene, Ezekiels Bog, Daniels Bog, Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Sefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias’ Bog, Malakias’ Bog.

Det Nye Testamente

Matthæusevangeliet,Markusevangeliet,Lukasevangeliet,Johannesevangeliet, Apostlenes Gerninger, Paulus’ Brev til Romerne, Paulus’ Første og Andet Brev til Korinterne, Paulus’ Brev til Galaterne, Paulus’ Brev til Efeserne, Paulus’ Brev til Filipperne, Paulus Brev til Kolossenserne, Paulus’ Første og Andet Brev til Thessalonikerne, Paulus’ Første og Andet Brev til Timotheus, Paulus’ Brev til Titus, Paulus’ Brev til Filemon, Brevet til Hebræerne, Jakobs Brev, Peters Første og Andet Brev, Johannes’ Første, Andet og Tredje Brev, Judas’ Brev, Johannes’ Åbenbaring.

Alle disse bøger er indblæst af Gud og givet af ham som retningslinje for tro og livsførelse.5

3. Bøgerne, kendt som Apokryferne, er ikke indblæst af Gud og er ikke en del af Skriftens kanon eller forskrift og har derfor ingen autoritet over Guds kirke, ej heller skal de anerkendes eller anvendes på nogen som helst anden måde end ethvert andet menneskeskabt skrift. 6

4. Den hellige Skrifts autoritet, som gør at man bør tro på den, afhænger ikke af noget menneskes vidnesbyrd eller nogen kirkes vidnesbyrd, men udelukkende af Gud som dens forfatter (han som er Sandheden). Derfor bør den modtages og adlydes, fordi den er Guds Ord. 7

5. Vi kan bevæges og påvirkes af Guds folks vidnesbyrd, så vi får en ophøjet og ærbødig opfattelse af den Hellige Skrift. Vi kan på lignende måde påvirkes af Skriftens udstråling: indholdets himmelske karakter, lærens kraft, stilens ophøjethed, de forskellige deles fuldkomne overensstemmelse, Skriftens rækkevidde: nemlig at give al æren til Gud, den fuldendte redegørelse for menneskets eneste vej til frelse foruden en lang række andre helt usammenlignelige og helt igennem fuldkomne egenskaber. Ved al dette vidnemateriale giver Skriften klart bevis for at være Guds Ord.

Ikke desto mindre er vores fulde overbevisning og forsikring om Skriftens ufejlbarlige sandhed og dens guddommelige autoritet givet ved Helligåndens virkning i vort indre, idet han bærer vidnesbyrd gennem Ordet og sammen med Ordet i vore hjerter. 8

6. Hele Guds råd om alt, der er nødvendigt til hans ære, menneskets frelse, tro og liv, er enten udtrykkeligt nedfældet eller kan selvklart udledes af den Hellige Skrift. Til Skriften må intet tilføjes på noget tidspunkt, hverken ved ny åbenbaring fra Ånden eller ved menneskers traditioner. 9

Ikke desto mindre anerkender vi Guds Ånds oplysning som nødvendig for en frelsende forståelse af, hvad der er åbenbaret i Ordet. 10

Der er nogle omstændigheder angående Guds tilbedelse og kirkens ledelse, der er fælles for alle menneskers aktiviteter og samfund, og som bør indrettes efter sund fornuft og kristen omtanke efter Ordets generelle retningslinjer, som altid skal følges. 11

7. Alt i Skriften er ikke lige klart i sig selv, ej heller lige klart for alle, 12 dog er det, der er nødvendigt at kende, tro og følge for frelse, så tydeligt fremhævet og åbenbaret flere steder i Skriften, så ikke kun de uddannede, men også de ikke-uddannede kan opnå en tilstrækkelig forståelse ved brug af almindelige midler. 13

8. Det Gamle Testamente på hebraisk (som var modersmålet for Guds folk i tidligere tid) 14og det Nye Testamente på græsk (som, da det blev skrevet, var det mest almindeligt kendte sprog internationalt) var direkte udåndet af Gud og blev bevaret rene igennem de efterfølgende tidsaldre ved hans enestående omsorg og forsyn. De er derfor pålidelige, så at kirken i alle læremæssige uenigheder skal appellere til dem som endegyldige. 15

Men fordi hele Guds folk ikke forstår disse oprindelige sprog – om end de har ret til og har en interesse i Skrifterne og er påbudt at læse 16 og ransage dem 17 i gudsfrygt – derfor må Skrifterne oversættes til de almindelige sprog, der tilhører ethvert folk, de når til, 18 så at mennesker, når Guds Ord bor rigt iblandt dem, kan tilbede Gud på en måde, der behager ham, og ved den udholdenhed og trøst, som Skriften giver, leve i håb. 19

9. Den fuldkomne regel for at udlægge Skriften er Skriften selv, og derfor når som helst der opstår et spørgsmål om den sande og fulde betydning af en hvilken som helst del af Skriften (som ikke er mangfoldig, men én), bør den ransages i lyset af andre skriftsteder, der taler tydeligere. 20

Den højeste dommer – ved hvem alle læremæssige uenigheder vil blive afgjort og ved hvem alle forordninger ved kirkemøder vil blive prøvet, såvel som oldtidens forfattere og enkeltindividers læresætninger – kan umuligt være anden end den hellige Skrift, udtalt ved Helligånden. Og i Skriftens domsafsigelse bør vi hvile, fordi det er i Skriften givet ved Helligånden, at vores tro har sit endelig og fast grundlag. 21


 

  1. 2 Tim 3,15-17; Es 8,20; Luk 16,29-31; Ef 2,20.
  2. Rom 1,19-21 etc.; Rom 2,14-15; Sl 19,2-4.
  3. Hebr 1,1.
  4. Rom 15,4; 2 Pet 1,19-20.
  5. 2 Tim 3,16-17.
  6. Luk 24,27 & 44; Rom 3,2.
  7. 2 Pet 1,19-21; 2 Tim 3,16; 1Thess 2,13; 1 Joh 5,9.
  8. Joh 16,13-14; 1 Kor 2,10-12; 1 Joh 2,20 & 27.
  9. 2 Tim 3,15-17; Gal 1, 8-9.
  10. Joh 6,44-45; 1 Kor 2, 9-12.
  11. 1 Kor 11,13-14; 1 Kor 14,26 & 40.
  12. 2 Pet 3,16.
  13. Sl 19,8.
  14. Rom 3,2.
  15. Es 8,20.
  16. ApG 15,15 & 17,11.
  17. Joh 5,39.
  18. 1 Kor 14,6 & 9 & 11-12 & 24 & 28.
  19. Kol 3,16; Rom 15,4.
  20. 2 Pet 1,20-21; ApG 15,15-16.
  21. Matt 22,29-32; Ef 2,20; ApG 28,23.
2. Gud og den Hellige Treenighed

1. Herren vor Gud er den eneste levende og sande Gud, 1 hvis eksistens er i og fra ham selv. 2 Han er uendelig i sit væsen og i sin fuldkommenhed. Hans væsen kan umuligt forstås af andre end ham selv. 3 Han er ånd, 4 fuldstændig ren, usynlig, uden et legeme, lemmer eller lidenskaber. Han er den eneste, der har udødelighed og bor i et lys, som intet menneske kan nærme sig. 5 Han er uforanderlig, 6 uendelig, 7 evig, 8 langt over menneskelig forestillingsevne og forstand, almægtig 9, i enhver henseende uendelig, hellig,10 vis, fri og uafhængig af alt og alle. Han udfører alle ting efter sin uforanderlige og fuldstændigt retfærdige viljes beslutning 11 til sin egen herlighed. 12 Han er absolut kærlig, nådefuld, barmhjertig, tålmodig og overstrømmende i godhed og sandhed. Han tilgiver skyld, overtrædelser og synd. Han belønner dem, der ihærdigt søger ham, 13 og samtidig er han fuldstændig retfærdig og frygtindgydende i sine domme, 14 idet han hader al synd 15 og aldrig vil frikende den skyldige. 16

2. Da Gud har alt liv, 17 herlighed, 18 godhed 19 og lyksalighed i og fra sig selv, er han enestående som den, der er fuldt ud tilstrækkelig både i og til sig selv. Han står ikke i et afhængighedsforhold til nogen skabning, som han har skabt, og han får ingen herlighed fra dem. 20 Tværtimod, det er Gud, som åbenbarer sin herlighed i dem, ved dem, til dem og over dem. Han er den eneste kilde til alt liv; fra hvem, ved hvem og til hvem alle ting er. 21 Han har et fuldstændigt og suverænt herredømme over al skabningen. Han gør hvad som helst, der behager ham ved dem, for dem eller til dem. 22 Alle ting ligger blottet og åbent for hans øjne; 23 hans kundskab er uendelig, ufejlbarlig og uafhængig af skabningen. Derfor er intet tilfældigt eller usikkert for ham. 24 Han er uendelig hellig i alle sine rådslutninger, i alle sine gerninger 25 og i alle sine bud. Ham tilkommer fra engle og mennesker al tilbedelse, 26 tjeneste og lydighed, som de som skabninger skylder Skaberen, tillige med alt andet, det behager ham at kræve af dem.

3. I dette guddommelige og uendelige væsen er der tre personer: Faderen, Ordet eller Sønnen og Helligånden. 27 De er ét i væsen, magt og evighed. Hver især har de hele guddomsfylden, og alligevel er denne guddomsfylde udelt. 28

  • Faderen er ikke udledt af noget andet væsen; han hverken opstod fra eller udgik fra noget andet væsen
  • Sønnen er fra evighed af født af Faderen. 29
  • Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. 30

Alle tre er uendelige, uden begyndelse og er derfor kun én Gud, som ikke kan deles i natur og væsen. Men de er adskilt ved nogle særlige egenskaber, der vedrører deres forskellige og specifikke roller samt deres personlige indbyrdes forhold. Denne lære om Treenigheden er grundlaget for hele vores fællesskab med Gud og vores trygge afhængighed af ham.


  1. 1 Kor 8,4-6; 5 Mos 6,4.
  2. Jer 10,10; Es 48,12.
  3. 2 Mos 3,14.
  4. 2 Mos 3,14.
  5. 1 Tim 1,17; 5 Mos 4,15-16.
  6. Mal 3,6.
  7. 1 Kong 8,27; Jer 23,23.
  8. Sl 90,2.
  9. 1 Mos 17,1.
  10. Es 6,3.
  11. Sl 115,3; Es 46,10; Ef 1,11.
  12. Rom 11,36.
  13. 2 Mos 34,6-7; Hebr 11,6.
  14. Neh 9,32-33.
  15. Sl 5,5-7.
  16. 2 Mos 34,7; Nahum 1,2-3.
  17. Joh 5,26.
  18. Sl 148,13.
  19. Sl 119,68.
  20. Job 22,2-3
  21. Rom 11,34-36.
  22. Dan 4,29 & 31-32.
  23. Hebr 4,13.
  24. ApG 15,18.
  25. 1 Pet 1,15-16.
  26. Åb 5,12-14.
  27. Matt 28,19; 2 Kor 13,1.
  28. 2 Mos 3,14; Joh 14,11; 1 Kor 8,6.
  29. Joh 1,14 & 18.
  30. Joh 15,26; Gal 4,6.
3. Guds rådslutning
  1. Gud har selv forordnet fra evighed af ved sin egen viljes allerviseste og allerhelligste rådslutning frit og uforanderligt alt, hvad der nogen sinde vil komme til at ske. 1 Dog på en sådan måde at Gud hverken er ophav til synd eller deler ansvar med nogen i deres synd, 2 ej heller øves der vold mod skabningens vilje, ej heller er naturlige årsagers uafhængighed eller tilfældighed fjernet, men snarere stadfæstet. 3 I alt dette fremvises Guds visdom, idet han virker og styrer alle ting. Også hans magt og trofasthed fremvises i udførelsen af hans rådslutning. 4
  1. Selv om Gud ved alt, som må eller kan ske under alle mulige forhold, 5 så er hans forordning ikke grundet i noget, han forudså, ville ske i fremtiden eller ville komme til at ske alligevel under bestemte forhold. 6
  1. Ved Guds forordning – for at udtrykke hans herlighed – er nogle mennesker og engle udvalgt og forudbestemt til evigt liv gennem Jesus Kristus 7 til lov og pris for hans nådes herlighed. 8 Andre er overladt til at fortsætte i deres synd til deres retfærdige fordømmelse, så hans herlige retfærdighed må blive åbenbaret og prist. 9
  1. De engle og mennesker, således udvalgt og forudbestemt, er særligt, uomskifteligt og individuelt udpeget, og tallet på dem er så sikkert og bestemt, at det hverken kan øges eller mindskes. 10
  1. De af menneskeheden, som er forudbestemt til liv, valgte Gud før verdens grundlæggelse i overensstemmelse med sit evige og uforanderlige formål og sin viljes hemmelige råd og gode behag. Gud udvalgte dem i Kristus til evig herlighed udelukkende på grund af sin nåde og kærlighed, 11 uden at blive bevæget af noget forhold hos skabningen som betingelse eller årsag. 12
  1. Ligesom Gud har bestemt de udvalgte til herlighed, har han ved sin viljes evige og fuldstændigt frie hensigt forudbestemt alle midlerne til gennemførelse af deres frelse. 13 Som følge deraf er alle de udvalgte, der alle er faldne i Adam,
  • genløst af Kristus, 14
  • virkningsfuldt kaldet til tro på Kristus ved hans Ånd, der virker til rette tid,
  • retfærdiggjort, givet barnekår, helliggjort, 15
  • bevaret ved hans kraft gennem tro til frelse. 16
  • Ingen, undtagen de udvalgte, er genløst af Kristus, virkningsfuldt kaldet, retfærdiggjort, givet barnekår, helliggjort eller frelst. 17
  1. Denne ophøjede og svære lære om forudbestemmelse bør omgås med særlig omhu og forsigtighed, så at mennesker, der hører og adlyder Guds vilje som åbenbaret i hans Ord, må på baggrund af deres oplevelse af frelsen være forsikret om deres evige forudbestemmelse. 18 Derved vil denne lære forårsage pris, 19 ærbødighed og beundring af Gud og tillige ydmyghed, 20 flid og stor trøst hos alle, som oprigtigt adlyder evangeliet. 21

  1. Es 46,10; Ef 1,11; Hebr 6,17; Rom 9,15 & 18.
  2. Jakob 1,13-15; 1 Joh 1,5.
  3. ApG 4,27-28; Joh 19,11.
  4. 4 Mos 23,19; Ef 1,3-5.
  5. ApG 15,18.
  6. Rom 9,11-18.
  7. 1 Tim 5,21; Matt 25,34.
  8. Ef 1,5-6.
  9. Rom 9,22-23; Jud 4.
  10. 2 Tim 2,19; Joh 13,18.
  11. Ef 1,4 & 9 & 11; Rom 8,30; 2 Tim 1,9; 1 Thess 5,9.
  12. Rom 9,13-16; Ef 1,6 & 12.
  13. 1 Pet 1,2; 2 Thess 2,13.
  14. 1 Thess 5,9-10.
  15. Rom 8,29-30; 2 Thess 2,13.
  16. 1 Pet 1,5.
  17. Joh 10,26; 17,9; 6,64.
  18. 1 Thess 1,4-5; 2 Pet 1,10.
  19. Ef 1,6; Rom 11,33.
  20. Rom 11,5-6 & 20.
  21. Luk 10,20.
4. Skabelsen

1.I begyndelsen behagede det Gud Fader, Søn og Helligånd 1 at skabe verden og alt i den, både synligt og usynligt, på seks dage og alt meget godt 2 for at åbenbare sin herligheds evige magt 3, visdoms og godhed.

2.Efter at Gud havde skabt alle andre skabninger, skabte han mennesket som mand og kvinde 4 med fornuftige og udødelige sjæle, 5 idet han gjorde dem i stand til at leve deres liv for ham, som de var skabt til.

  • De var skabt i Guds billede med kundskab, retfærdighed og sand hellighed, 6 med Guds lov skrevet på deres hjerter 7 og med kraft til at holde den.
  • Alligevel levede de med mulighed for overtrædelse, fordi de var givet en fri vilje, som var underlagt foranderlighed. 8

3.Foruden loven, der var skrevet på deres hjerter, fik de et bud om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt. 9 Så længe de holdt dette bud, var de glade i deres fællesskab med Gud og havde herredømme over alle andre skabninger. 10


  1. Joh 1,2-3; Hebr 1,2.
  2. Kol 1,16; 1 Mos 1,31.
  3. Rom 1,20.
  4. 1 Mos 1,27.
  5. 1 Mos 2,7.
  6. 1 Mos 1,26; Ef 4,24.
  7. Rom 2,14-15.
  8. 1 Mos 3,6.
  9. 1 Mos 2,17.
  10. 1 Mos 1,26 & 28.
5. Guds forsyn

1. Gud, alle tings gode Skaber, opretholder, leder, forordner og styrer i sin uendelige magt og visdom alle skabninger og ting, 1 fra den største til den mindste,2 ved sit vise og hellige forsyn til det formål, hvortil de var skabt.

  • Gud styrer i overensstemmelse med sin urokkelige forudviden og sin viljes frie og uforanderlige rådslutning,
  • Gud styrer til lov og pris for hans visdom, magt, retfærdighed, uendelige godhed og barmhjertighed og til sin forherligelse. 3

2. Selv om alle ting sker uden ændring og urokkeligt 4 efter Guds forudviden og rådslutning, så intet sker for nogen ved tilfældighed eller uden for hans forsyn, 5 så styrer han alligevel begivenhederne således, at de sker i overensstemmelse med naturlige årsager, enten nødvendigvis, frit eller betinget. 6

3. I sit almindelige forsyn gør Gud brug af midler, 7 men han er fri til at virke udenfor, 8 over 9 og imod disse, 10 når han vil.

4. Guds almagt, uransagelige visdom og uendelige godhed udtrykker sig så fuldstændigt i hans forsyn, at hans besluttede rådslutning endda udstrækker sig til det første fald og alle andre syndige handlinger begået af både engle og mennesker. 11 Dette handler ikke blot om en slet og ret tilladelse, men en form for tilladelse, hvor han inkluderede yderst vise og magtfulde begrænsninger og andre midler til kontrol af synden. 12 Disse forskellige begrænsninger har Gud udformet for at gennemføre sine allerhelligste formål. 13 Men i alle disse forhold kommer både englenes og menneskenes syndighed fra dem selv, og ikke fra Gud, som er helt igennem hellig og retfærdig, og aldrig kan være ophav til eller godkende synd. 14

5. Gud, som er helt igennem vis, retfærdig og nådefuld, overlader ofte sine børn for en tid til forskellige fristelser og til deres hjertes fordærv for at revse dem for de synder, de har begået, eller for at vise dem den skjulte kraft, som fordærvet og bedraget stadig har i deres hjerter. Således kan de blive ydmyget og vækket til en stadig tættere og mere konstant afhængighed af ham som deres støtte, og de kan blive gjort mere agtpågivende over for fremtidige anledninger til synd. Der kan også gives andre gode og hellige formål til Guds handlemåde. 15 Altså, hvad som helst, der sker for nogen af hans udvalgte, er efter hans vilje, til hans ære og til deres bedste. 16

6. Hvad angår de onde og ugudelige mennesker, som Gud, den retfærdige dommer, blinder og forhærder 17 på grund af tidligere synder, dem undlader han ikke bare at give sin nåde, som ellers kunne have oplyst deres forstand og berørt på deres hjerter, 18 men til tider borttager han endog de gaver, de havde, 19 og udsætter dem for visse ting eller situationer, som deres fordærvede tilstand vil gøre til en anledning til synd. 20 Gud overgiver dem til deres eget begær, verdens fristelser og Satans magt, 21 så de med tiden forhærder deres hjerter, selv når de er under den samme indflydelse, som Gud bruger til at blødgøre andres hjerter. 22

7.Guds forsyn omfatter alle skabninger helt generelt, men på en særlig måde favner det hans kirke og styrer alle ting til hans kirkes bedste. 23


  1. Hebr 1,3; Job 38,11; Es 46,10-11; Sl 135,6.
  2. Matt 10,29-31.
  3. Ef 1,11-12.
  4. ApG 2,23.
  5. Ordsp 16,33.
  6. 1 Mos 8,22.
  7. ApG 27,31 & 44; Es 55,10-11.
  8. Hos 1,7.
  9. Hos 1,7.
  10. Dan 3,27.
  11. Rom 11,32-34; 2 Sam 24,1; 1 Krøn 21,1.
  12. 2 Kong 19,28.
  13. 1 Mos 50,20; Es 10,6-7 & 12.
  14. Sl 50,21; 1 Joh 2,16.
  15. 2 Krøn 32,25-31; 2 Kor 12,7-9.
  16. Rom 8,28.
  17. Rom 1,24-28; 11,7-8.
  18. 5 Mos 29,3.
  19. Matt 13,12.
  20. 5 Mos 2,30.
  21. Sl 81,12-13; 2 Thess 2,10-12.
  22. 2 Mos 8,15 & 28; Es 6,9-10; 1 Pet 2,7-8.
  23. 1 Tim 4,10; Ef 1,22; Es 43,3-5.
6. Menneskets fald

1. Selv om Gud skabte mennesket retfærdigt og fuldkomment og gav ham en retfærdig lov, som sikrede ham liv, så længe han holdt den, og selv om Gud advarede ham om, at han ville dø, hvis han overtrådte den, 1 så levede mennesket dog ikke længe i denne agtede stilling. Satan, der brugte slangens underfundighed til at kue Eva, forførte Adam ved hende. Og uden nogen som helst tvang overtrådte Adam egenrådigt budet, der blev givet dem, da de blev skabt, ved at spise den forbudte frugt. 2 Det behagede Gud at tillade denne handling efter sin vise og hellige rådslutning, idet han valgte at forordne det til sin egen herlighed.

2. Ved denne synd faldt vore første forældre fra deres oprindelige retfærdighed og fællesskab med Gud, og vi faldt i dem. For ved faldet kom døden til alle, 3 så at alle blev døde i synd 4 og fuldstændig forurenet i alle sjælens og legemets åndsevner og dele. 5

3. Da de var menneskehedens rod, og ved Guds beslutning stod som menneskehedens stedfortrædere, blev denne synds skyld tilregnet deres efterkommere, ligesom deres fordærvede natur blev overført til hele deres slægt, der nedstammer fra dem ved almindelig fødsel. 6 Deres efterkommere er derfor født i synd 7 og er af natur vredens børn, 8 syndens slaver og undergivet døden 9 og alle andre kvaler, det være sig åndelige, timelige eller evige, med mindre Herren Jesus sætter dem fri. 10

4. Alle egentlige overtrædelser udspringer fra dette oprindelige fordærv, 11 hvilket gør os aldeles utilbøjelige og uegnede til noget godt, modsat alt godt og fuldstændig tilbøjelige til alt ondt. 12

5. I dette liv forbliver den fordærvede natur i dem, som er født på ny, 13 og selv om den er tilgivet og korsfæstet gennem Kristus, så er denne fordærvede natur – med alle sine initiativer, fremstød og fristelser – virkelig og egentlig syndig. 14


  1. 1 Mos 2,16-17.
  2. 1 Mos 3,12-13; 2 Kor 11,3.
  3. Rom 3,23.
  4. Rom 5,12ff.
  5. Tit 1,15; 1 Mos 6,5; Jer 17,9; Rom 3,10-19.
  6. Rom 5,12-19; 1 Kor 15,21-22, 45, 49.
  7. Sl 51,7; Job 14,4.
  8. Ef 2,3.
  9. Rom 6,20 & 5,12.
  10. Hebr 2,14-15; 1 Thess 1,10.
  11. Jak 1,14-15; Matt 15,19.
  12. Rom 8,7; Kol 1,21.
  13. Rom 7,18 & 23; Præd 7,20; 1 Joh 1,8.
  14. Rom 7,23-25; Gal 5,17.
7. Guds pagt

1. Afstanden mellem Gud og skabningen er så stor, at selv om rationelle skabninger skylder ham lydighed som deres skaber, ville de aldrig kunne opnå at fortjene livet, undtagen ved at Gud frivilligt bøjede sig ned. Det har det behaget ham at gøre ved en pagt.1

2. Desuden behagede det Herren, da mennesket havde bragt sig selv under lovens forbandelse ved sit fald at oprette en nådepagt. 2 I denne pagt tilbyder han syndere liv og frelse ved Jesus Kristus frit og for intet, idet han kræver tro på ham for at opnå frelse, 3 og han lover at give alle, der er forudbestemt til evigt liv, sin Hellige Ånd for at gøre dem villige og i stand til at tro. 4

3. Denne pagt er åbenbaret gennem evangeliet, først til Adam i løftet om frelse ved kvindens sæd 5 og senere trinvis indtil hele åbenbaringen blev fuldendt i det Nye Testamente. 6 Denne frelsespagt hviler på en evig pagthandling mellem Faderen og Sønnen om de udvalgtes genløsning. 7 Det er udelukkende ved denne pagts nåde, at alle den faldne Adams efterkommere, der nogensinde er blevet frelst, har opnået liv og salig udødelighed, da mennesket nu er helt uden evne til at opnå Guds accept på de betingelser, som Adam opfyldte i hans uskyldige tilstand. 8


  1. Luk 17,10; Job 35,7-8.
  2. 1 Mos 2,17; Gal 3,10; Rom 3,20-21.
  3. Rom 8,3; Mark 16,15-16; Joh 3,16.
  4. Ez 36,26-27; Joh 6,44-45; Sl 110,3.
  5. 1 Mos 3,15.
  6. Hebr 1,1.
  7. 2 Tim 1,10; Tit 1,2.
  8. Hebr 11,6 &13; Rom 4,1-2 etc.; ApG 4,12; Joh 8,56.
8. Kristus som mellemmand

1. Det behagede Gud i hans evige rådslutning at vælge og indsætte Herren Jesus, hans evige Søn, i overensstemmelse med den pagt de havde oprettet mellem sig, til mellemmand mellem Gud og mennesker, 1 og til profet, 2 præst 3 og konge, 4 hoved og frelser for sin kirke, 5 alle tings arving 6 og hele verdens dommer. 7 Fra evighed af gav Gud Herren Jesus et folk til at være hans afkom. Disse ville i rette tid blive løskøbte, kaldede, retfærdiggjorte, helliggjorte og herliggjorte ved Herren Jesus. 8

2. Guds Søn, den anden person i den hellige Treenighed, sand og evig Gud, Faderens herligheds glans, af samme væsen og lige med ham.

  • Han skabte verden og styrer og opretholder alle ting, som han har skabt.
  • Han tog på sig, da tidens fylde kom, menneskets natur inklusiv alle dens essentielle egenskaber og almindelige svagheder, 9 undtagen synd. 10
  • Han blev undfanget ved Helligånden i jomfru Marias moderliv, idet Helligånden kom over hende og den Højestes kraft overskyggede hende, således at han blev født af en kvinde af Judas stamme, af Abrahams og Davids slægt, som forudsagt i Skriften
  • To hele, fuldkomne og adskilte naturer blev således uadskilleligt føjet sammen i én person, uden forvandling, sammenblanding eller forvirring;
  • Derfor er den Herre Jesus Kristus sand Gud og sand menneske, men én Kristus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. 11

3. Herren Jesus, hvis menneskelige natur således er forenet med hans guddommelige natur i Sønnens person, blev helliggjort og salvet med Helligånden uden mål, 12 idet han allerede havde i sig alle visdommens og kundskabens skatte. 13 Det behagede Faderen, at hele guddomsfylden skulle bo i ham, 14 og da han er hellig, uskyldig, ubesmittet 15 og fuld af nåde og sandhed, 16 var han fuldstændigt udrustet til at udføre embedet som mellemmand og garant. 17 En titel og pligt som han ikke tog på sig selv, men blev kaldet af sin Fader til at udføre. 18 Og Faderen gav også al magt og dom i hans hænder og påbød ham at udføre disse embeder. 19

4. Herren Jesus påtog sig dette embede som mellemmand og garant fuldstændigt villigt. 20For at gennemføre det blev han født under loven 21 og opfyldte den til fuldkommenhed, og han udstod den straf, der tilkom os, den vi skulle have båret og lidt. 22 Han blev gjort til synd og til en forbandelse for os. 23 Han udholdt de mest ubeskrivelige sorger i sin sjæl og de mest smertefulde lidelser i sit legeme. 24 Han blev korsfæstet og døde og forblev i dødens tilstand, men hans legeme undergik ikke forrådnelse. 25 På den tredje dag opstod han fra de døde med det samme 26 legeme, i hvilket han led på korset 27 og i hvilket han også steg op til Himlen, 28 hvor han sidder på sin Faders højre hånd og går i forbøn for sit folk, 29 og han skal komme igen for at dømme mennesker og engle ved verdens ende. 30

5. Herren Jesus har fuldstændigt tilfredsstillet Guds retfærdighed 31 ved sin fuldkomne lydighed og opofrelse af sig selv, som han gennem den evige Ånd én gang for alle ofrede op til Gud. Han har herved erhvervet forligelse og købt en evig arv i Himmeriget til alle dem, som Faderen har givet ham. 32

6. Selv om genløsningens pris ikke blev betalt de facto af Kristus før efter han blev menneske, så var den kraft og sikre virkning og det udbytte, som kom fra hans betaling, tilegnet de udvalgte i alle tidsaldre fra verdens begyndelse gennem de løfter, typer og ofre, i hvilke han blev åbenbaret og billedligt udtrykt, som sæden der skulle knuse slangens hoved, 33 og også som Lammet, slagtet fra verdens grundlæggelse, 34 for han er den samme i går og i dag og til evig tid. 35

7. I sin gerning som mellemmand handler Kristus i overensstemmelse med begge sine naturer, hver natur gør, hvad der passer til den. Men på grund af hans persons enhed, bliver det som passer til den ene natur nogle gange i Skriften tillagt den anden natur. 36

8. Alle dem, som Kristus har skaffet evig forløsning, vil han ganske bestemt og effektivt tilføre og anvende forløsningen på, idet han går i forbøn for dem, 37 forener dem med sig ved sin Ånd og åbenbarer for dem i Ordet og ved Ordet frelsens hemmelighed. Han overtaler dem til at tro og adlyde, 38 idet han regerer over deres hjerter ved sit Ord og ved sin Ånd 39 og overvinder alle deres fjender ved sin almægtige kraft og visdom. 40 Dette opnås på en sådan måde og ad sådanne veje, som er i fuldkommen overensstemmelse med hans uendeligt vise styrelse af verden, og det er alt sammen udelukkende af fri nåde uden nogen betingelser forudset i de udvalgte til at bevirke det. 41

9. Dette embede som mellemmand mellem Gud og mennesker tilhører udelukkende Kristus, som er profet, præst og konge i Guds kirke, og dette embede må ikke overføres fra ham til nogen anden, hverken helt eller delvist. 42

10. Embedernes antal og rækkefølge er væsentlig. På grund af vores uvidenhed har vi brug for hans embede som profet. 43 På grund af vores fjendskab mod Gud og mangelfuldheden i det bedste, vi kan tjene ham med, behøver vi hans embede som præst til at forlige os med Gud og præsentere os som godkendte af ham. 44 På grund af vores uvilje og komplet manglende evne til at vende tilbage til Gud har vi – for at blive reddet og bevaret fra åndelige fjender – brug for hans embede som konge til at overbevise, underlægge sig, drage, værne, befri og bevare os, indtil vi når hans himmelske rige. 45


  1. Es 42,1; 1 Pet 1,19-20.
  2. ApG 3,22.
  3. Hebr 5,5-6.
  4. Sl 2,6; Luk 1,33.
  5. Ef 1,22-23.
  6. Hebr 1,2.
  7. ApG 17,31.
  8. Es 53,10; Joh 17,6; Rom 8,30; Gal 3,13.
  9. Joh 1,1 & 14; Gal 4,4.
  10. Rom 8,3; Hebr 2,14-17; 4,15.
  11. Rom 9,5; 1 Tim 2,5.
  12. Sl 45,8; ApG 10,38; Joh 3,34.
  13. Kol 2,3.
  14. Kol 1,19.
  15. Hebr 7,26.
  16. Joh 1,14.
  17. Hebr 7,22.
  18. Hebr 5,5.
  19. Joh 5,22 & 27; Matt 28,18; ApG 2,36.
  20. Sl 40,8-9; Hebr 10,5-10; Joh 10,18.
  21. Gal 4,4; Matt 3,15.
  22. Gal 3,13; Es 53,6; 1 Pet 3,18.
  23. 2 Kor 5,21; Gal 3,13.
  24. Matt 26,37-38; Luk 22,44; Matt 27,46.
  25. ApG 13,37.
  26. 1 Kor 15,3-4.
  27. Joh 20,25 & 27.
  28. Mark 16,19; ApG 1,9-11.
  29. Rom 8,34; Hebr 9,24.
  30. ApG 10,42; Rom 14,9-10; ApG 1,11; 2 Pet 2,4.
  31. Hebr 9,14; 10,14; Rom 3,25-26.
  32. Joh 17,2; Hebr 9,15.
  33. 1 Mos 3,15; Hebr 4,2; 1 Pet 1,10-11.
  34. Åb 13,8.
  35. Hebr 13,8.
  36. Joh 3,13; ApG 20,28.
  37. Joh 6,37; 10,15-16; 17,9; Rom 5,10.
  38. Joh 17,6; Ef 1,9; 1 Joh 5,20.
  39. Rom 8,9-14.
  40. Sl 110,1; 1 Kor 15,25-26.
  41. Joh 3,8; Ef 1,8.
  42. 1 Tim 2,5.
  43. Joh 1,18.
  44. Kol 1,21; Gal 5,17; Hebr 10,19-21.
  45. Joh 16,8; Sl 110,3; Luk 1,74-75.
9. Den frie vilje

1. Gud har udstyret menneskets vilje fra naturens side med frihed og kraft til at vælge og til at handle ud fra sit valg. Denne frie vilje er hverken tvungen eller forudbestemt ved nogen naturlov til at gøre godt eller ondt. 1

2. Mennesket havde i sin oprindelige uskyld frihed og kraft til at ville og at gøre det, som er godt og gudvelbehageligt, 2 dog var det ikke urokkelig, men kunne falde fra denne tilstand.3

3. Ved menneskets fald i synd har det helt mistet enhver vilje og evne til at udføre noget af det åndelige gode, der ledsager frelsen. 4 Som et naturligt menneske er det aldeles imod det, der er åndeligt godt, og er død i synden. 5 Det evner ikke ved egen kraft at omvende sig eller at forberede sig til omvendelse. 6

4. Når Gud omvender en synder og fører ham ind i nåden, frigør han ham fra hans naturlige trældom til synden 7 og sætter ham af nåde alene i stand til frit at ville og at gøre det, som er åndeligt godt. 8 Men på grund af det tilbageværende fordærv, der er i ham, er hans vilje ikke kun og ikke fuldkomment tiltrukket af det gode, men også af det onde. 9

5. Menneskets vilje bliver først fuldkomment og urokkeligt fri til kun at ville det gode i herligheden. 10


  1. Matt 17,12; Jak 1,14; 5 Mos 30,19.
  2. 1 Mos 1,27 & 31.
  3. 1 Mos 3,6.
  4. Rom 5,6; 8,7.
  5. Ef 2,1-5.
  6. Tit 3,3-5; Joh 6,44.
  7. Kol 1,13; Joh 8,36.
  8. Fil 2,13.
  9. Rom 7,15-23.
  10. Ef 4,13.
10. Virkningsfuld kaldelse

1. Det behager Gud til sin egen fastsatte tid at virkningsfuldt kalde 1 ved sit Ord og ved sin Ånd dem, som han har forudbestemt til liv, bort fra den tilstand af synd og død, som de af naturen er i, ind i nåden og frelsen ved Jesus Kristus. 2 Han åbner deres sind åndeligt til frelse, så de forstår de ting, der har med Gud at gøre. 3 Han fjerner stenhjertet fra dem og giver dem et hjerte af kød. 4 Han fornyer deres vilje og ved sin almægtige kraft forårsager han, at de ønsker og trakter efter det, som er godt. Han drager dem på en virkningsfuld måde til Jesus Kristus, 5 dog på en sådan måde at de kommer helt frivilligt af hans nåde. 6

2. Dette virkningsfulde kald skyldes udelukkende Guds frie og særlige nåde og er ikke på grund af noget som helst, der kunne forudses i mennesket. Det udgår ikke på grund af nogen kraft eller kvalitet eller handling i skabningen, 7 som er fuldstændig passiv i hele sagen. Mennesket er dødt i overtrædelser og synd, indtil det bliver gjort levende af Helligånden. 8 Herved bliver mennesket givet at kunne besvare kaldet og modtage nåden, der er tilbudt og overbragt ved kaldet. Den kraft, der sætter det i stand til det, er ingen anden kraft end den, som oprejste Kristus fra de døde. 9

3. Udvalgte spædbørn, der dør i en tidlig alder, bliver genfødt og frelst af Kristus gennem Ånden, 10 som virker når, hvor og hvordan han vil. 11 På samme måde er det med alle udvalgte personer, som ikke har mulighed for at blive kaldet ved et ydre kald gennem Ordet.

4. Andre er ikke udvalgt, selv om de måtte blive kaldet ved Ordets forkyndelse og eventuelt opleve visse af Åndens almene gerninger. 12 Men fordi de ikke er virkningsfuldt draget af Faderen, vil de ikke og kan de ikke komme til Kristus i sandhed og kan derfor ikke frelses.13 Endnu mindre kan mennesker, der ikke modtager den kristne tro frelses, lige meget hvor meget de forsøger at indrette deres liv efter naturlig indsigt og efter de krav, som den religion, de bekender sig til, stiller. 14


 

  1. Rom 8,30; 9,7; Ef 1,10-11; 2 Thess 2,13-14.
  2. Ef 2,1-6.
  3. ApG 26,18; Ef 1,17-18.
  4. Ez 36,26.
  5. 5 Mos 30,6; Ez 36,27; Ef 1,19.
  6. Sl 110,3; Højs 1,4.
  7. 2 Tim 1,9; Ef 2,8.
  8. 1 Kor 2,14; Ef 2,5; Joh 5,25.
  9. Ef 1,19-20.
  10. Joh 3,3-6.
  11. Joh 3,8.
  12. Matt 22,14; 13,20-21; Hebr 6,4-5.
  13. Joh 6,44-45 & 65; 8,24.
  14. ApG 4,12; Joh 4,22; 17,3.
11. Retfærdiggørelse

1.Dem som Gud virkningsfuldt kalder, retfærdiggør han også frit og for intet, 1 ikke ved at indgyde retfærdighed i dem, men ved at tilgive dem deres synder, og ved at regne dem for retfærdige 2 og modtage dem som sådan, ikke på grund af noget der er gjort i dem eller af dem, men for Kristi skyld alene. 3 De bliver ikke retfærdiggjort på grund af deres tro, deres hengivenhed, eller nogen som helst evangelisk lydighedshandling. De er retfærdiggjort ene og alene, fordi Gud tilregner dem Kristi retfærdighed. Han tilregner dem Kristi aktive lydighed mod hele loven og hans passive lydighed i døden. 4 De modtager Kristi retfærdighed ved tro og hviler i ham. De ejer ikke og virker ikke denne tro selv, den er Guds gave. 5

2. Troen, som modtager Kristi retfærdighed og er afhængig af ham, er det eneste middel til retfærdiggørelse, 6 men dog er troen ikke alene hos det retfærdiggjorte menneske, men ledsages altid af alle de andre frelsende nådegaver. Og det er ikke en død tro, men den er virksom i kærlighed. 7

3. Ved sin lydighed og død betalte Kristus fuldt ud skylden for alle dem, der bliver retfærdiggjorte, og ved give sig selv hen sig som et offer gennem blodet på korset led han i deres sted den straf, de fortjente, for således at fuldføre en passende, virkelig og fuldstændig tilfredsstillelse af Guds retfærdighed i deres sted. 8 Men fordi han blev givet af Faderen for dem, og fordi hans lydighed og soning blev modtaget i stedet for deres (og begge dele frit og ikke på grund af noget i dem), 9 derfor bliver de retfærdiggjorte helt og udelukkende af fri nåde, så at både Guds nøje retfærdighed og rige nåde må blive herliggjort ved synderes retfærdiggørelse. 10

4. Fra evighed af besluttede Gud at retfærdiggøre alle de udvalgte, 11 og da tidens fylde kom, døde Kristus for deres synder og opstod til deres retfærdiggørelse. 12 Dog bliver de ikke personligt retfærdiggjort, før Helligånden, når tiden er inde, faktisk anvender Kristus på dem. 13

5. Gud fortsætter med at tilgive de retfærdiggjorte deres synder, 14 og selv om de aldrig kan falde fra deres retfærdiggørelse, 15 kan de på grund af deres synd falde under Guds faderlige mishag. 16 I den tilstand vil de normalt ikke have Guds ansigts lys fornyet, før de ydmyger sig, bekender deres synder, beder om tilgivelse og fornyer deres fortsatte vandring i tro og  omvendelse. 17

6. Retfærdiggørelsen af de troende i Det Gamle Testamentes tid var på alle disse måder præcis den samme som retfærdiggørelsen af Det Nye Testamentes troende. 18


Rom 3,24; 8,30.
Rom 4,5-8; Ef 1,7.
1 Kor 1,30-31; Rom 5,17-19; Ef 2,8-10.
Fil 3,8-9.
Joh 1,12; Rom 5,17.
Rom 3,28.
Gal 5,6; Jak 2,17-26.
Hebr 10,14; 1 Pet 1,18-19; Es 53,5-6.
Rom 8,32; 2 Kor 5,21.
Rom 3,26; Ef 1,6-7; 2,7.
Gal 3,8; 1 Pet 1,2; 1 Tim 2,6.
Rom 4,25.
Kol 1,21-22; Tit 3,4-7.
Matt 6,12; 1 Joh 1,7-9.
Joh 10,28.
Sl 89,31-33.
Sl 32,5; Sl 51; Matt 26,75.
Gal 3,9; Rom 4,22-24.

12. Barnekår

Gud har forundt, at alle retfærdiggjorte – i Kristus hans enbårne Søn og for hans skyld – skal gives den nåde at blive adopteret 1 og regnet med i Guds børneskare og nyde barnets friheder og privilegier. 2 De får hans navn på sig 3 og den Ånd, der giver barnekår. 4 De får lov at træde ind for nådens trone med frimodighed, og de bliver givet at kunne råbe: ’Abba, Fader!’ 5 De bliver omsluttet af kærlighed, 6 beskyttet, 7 forsørget 8 og revset af ham som af en far. 9 De bliver aldrig stødt bort, 10 men er beseglet til forløsningens dag, 11 hvor de arver løfterne som arvinger til evig frelse. 12


 

  1. Ef 1,5; Gal 4,4-5.
  2. Joh 1,12; Rom 8,17.
  3. 2 Kor 6,18; Åb 3,12.
  4. Rom 8,15.
  5. Gal 4,6; Ef 2,18.
  6. Sl 103,13.
  7. Ordsp 14,26.
  8. 1 Pet 5,7.
  9. Hebr 12,6.
  10. Es 54,8-9; Klages 3,31.
  11. Ef 4,30.
  12. Hebr 1,14; 6,12.
13. Helliggørelse

1. De, der er forenede med Kristus, virkningsfuldt kaldede og genfødte med et nyt hjerte og en ny ånd skabt i dem ved kraften i Jesu Kristi død og opstandelse, bliver yderligere helliggjorte på en virkelig og personlig måde. 1 På grund af kraften i Kristi død og opstandelse og ved hans Ord og Ånd, som bor i dem, 2 bliver syndens overherredømme i dem ødelagt. 3 De forskellige lyster, der tilhører syndens legeme, bliver mere og mere svækkede og dræbt, 4 og Kristi folk bliver mere og mere levendegjorte og styrkede i nådens gaver 5 til at øve al sand hellighed, uden hvilken intet menneske kan se Herren. 6

2. Denne helliggørelse gennemtrænger hele personen, 7 dog forbliver den ufuldendt i dette liv. Rester af fordærv fortsætter i hele mennesket, 8 og derfor opstår der en vedvarende kamp mellem uforenelige parter – kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.9

3. Selv om det tilbageværende fordærv for en tid måske har overvægten i denne kamp, 10sejrer den genfødte del alligevel på grund af den uophørlige forsyning af kraft fra Kristi helliggørende Ånd. 11 Og således vokser de hellige i nåde, idet de fuldender hellighed i gudsfrygt, mens de stræber efter et himmelsk liv i evangelisk lydighed mod alle budene, som Kristus deres Hoved og Konge i sit Ord har foreskrevet dem. 12


 

  1. ApG 20,32; Rom 6,5-6.
  2. Joh 17,17; Ef 3,16-19; 1 Thess 5,21-22.
  3. Rom 6,14.
  4. Gal 5,24.
  5. Kol 1,11.
  6. 2 Kor 7,1; Hebr 12,14.
  7. 1 Thess 5,23.
  8. Rom 7,18 & 23.
  9. Gal 5,17; 1 Pet 2,11.
  10. Rom 7,23.
  11. Rom 6,14.
  12. Ef 4,15-16; 2 Kor 3,18; 7,1.
14. Frelsende tro

1. Troens nåde, ved hvilken de udvalgte bliver givet at kunne tro til deres sjæles frelse, er Kristi Ånds gerning i deres hjerter 1 og opstår almindeligvis ved Ordets forkyndelse. 2 Den bliver endvidere forøget og styrket ved Åndens gerning gennem Ordets forkyndelse, ved udførelse af dåb, deltagelse i Herrens nadver og ved bøn og andre midler, der er bestemt af Gud. 3

2. Ved denne frelsende tro tror en kristen, at alt, der er åbenbaret i Ordet, er sandt, fordi dette Ord har Guds egen autoritet. 4 Desuden indser den kristne ved denne tro, at Ordets ypperlighed udmærker det i forhold til alle andre skrifter og alt andet i verden, 5 fordi Ordet forkynder Guds herlighed, afslører hans egenskaber, viser Kristi forunderlige natur og embeder og også Helligåndens kraft og fylde i hans gerning og virksomhed. Således bliver den kristne givet at kunne fuldt ud stole på den sandhed, han er kommet til tro på, 6og at se og modtage de forskellige former for lære, som forskellige skriftsteder indeholder. Frelsende tro giver ham at opfatte og adlyde budene, 7 høre truslerne med frygt og respekt8 og tage Guds løfter til sig for dette liv og det kommende. 9 Men den frelsende tros første og allervigtigste handlinger er dem, der har direkte med Kristus at gøre, når sjælen modtager og hviler i ham alene for retfærdiggørelse, helliggørelse og evigt liv i kraft af nådepagten. 10

3. Selv om denne tro varierer i styrke og kan være svag eller stærk, 11 er den, selv når den er allersvagest, i en hel anden kategori og af en hel anden natur (ligesom andre egenskaber ved den frelsende nåde) end den slags tro og almindelig nåde, som midlertidigt troende ejer. 12 Derfor, selv om den ofte kan blive angrebet og svækket, sejrer den 13 og vokser i mange til fuld frelsesvished gennem Kristus, 14 som er både troens banebryder og fuldender. 15


 

  1. 2 Kor 4,13; Ef 2,8.
  2. Rom 10,14-17.
  3. Luk 17,5; 1 Pet 2,2; ApG 20,32.
  4. ApG 24,14.
  5. Sl 19,8-11; 119,72.
  6. 2 Tim 1,12.
  7. Joh 15,14.
  8. Es 66,2.
  9. Hebr 11,13.
  10. Joh 1,12; ApG 16,31; Gal 2,20; ApG 15,11.
  11. Hebr 5,13-14; Matt 6,30; Rom 4,19-20.
  12. 2 Pet 1,1.
  13. Ef 6,16; 1 Joh 5,4-5.
  14. Hebr 6,11-12; Kol 2,2.
  15. Hebr 12,2.
15. Omvendelse og frelse

1. Dem blandt de udvalgte, der bliver omvendt som voksne efter at have levet noget tid i synden og således tjent forskellige lyster og nydelser, giver Gud omvendelse til liv ved en virkningsfuld kaldelse. 1

2. Da der ikke findes et eneste menneske, som kun gør godt og ikke begår synd, 2 og da selv de bedste blandt mennesker kan falde i store synder og udæske Gud ved deres iboende fordærvs kraft og bedrag og fristelsens store kraft, har Gud omsorgsfuldt sørget for i nådepagten, at troende mennesker, der falder i synd, vil blive genoprejst ved omvendelse til frelse. 3

3. Frelsende omvendelse er en evangelisk nåde, 4 hvorved et menneske ved Helligåndens gerning mærker syndens utallige onder, får givet tro på Kristus og ydmyger sig med gudfrygtig sorg og afsky over sine synder. 5 I en sådan frelsende omvendelse beder mennesket også om tilgivelse og styrke ved nåden, og det stræber og længes efter ved Åndens kraft at vandre for Guds ansigt og fuldt ud behage ham i alle ting. 6

4. Da omvendelse skal fortsætte gennem hele vort liv på grund af det iboende fordærv og dets handlinger, er det hvert menneskes pligt at omvende sig fra sine særlige, kendte synder i særdeleshed. 7

5. Sådan sørger Gud for ved Kristus i nådepagten at bevare de troende på vejen til frelse, at selv om den mindste synd fortjener fordømmelse, 8 findes der dog ingen synd stor nok til at bring fordømmelse over dem, der omvender sig. 9 Derfor er uophørlig forkyndelse af omvendelse absolut nødvendigt.


 

  1. Tit 3,3-6.
  2. Præd 7,20
  3. Luk 22,31-32.
  4. Zak 12,10; ApG 11,18.
  5. Ez 36,31; 2 Kor 7,11.
  6. Sl 119,6 & 128.
  7. Luk 19,8; 1 Tim 1,13-15.
  8. Rom 6,23.
  9. Es 1,16-18; 55,7.
16. Gode gerninger

1. Gode gerninger er kun de gerninger, som Gud har påbudt i sit hellige Ord. 1 Gerninger, som ikke har Skriftens berettigelse og er opfundet af mennesker på grund af blind nidkærhed eller på grund af et hvilken som helst foregivende af gode hensigter, er ikke gode gerninger. 2

2. Gode gerninger, som er udført i lydighed mod Guds bud, er frugter af og tegn på en sand og levende tro. 3 Herved udtrykker og viser de troende deres taknemlighed, 4 de styrker deres frelsesvished, 5 opbygger deres søskende i troen, pryder bekendelsen af evangeliet, 6 stopper munden på modstanderne og ærer Gud. 7 De troende er Guds værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger 8 og til at bære frugt i hellighed, som fører til evigt liv. 9

3. Deres evne til at udføre disse gode gerninger kommer på ingen måde fra dem selv, men den kommer udelukkende fra Kristi Ånd. 10 For at gøre dem i stand til at udføre gode gerninger er det nødvendigt, at de får, sammen med de nådegaver de allerede fik ved omvendelsen, en yderligere virkelig påvirkning af den samme Hellige Ånd til at virke i dem at ville og at gøre hans gode vilje. 11 Men dette må ikke få de troende til at blive efterladende, som om de ikke selv personligt er forpligtet til at udføre nogen pligt, undtagen hvis de bliver givet en særlig impuls eller motivation af Ånden. Tværtimod bør de være ihærdige til at opildne Guds nåde, der er i dem. 12

4. De, der når længst muligt i dette liv i lydighed mod Gud, er stadig så langt fra at kunne gøre mere end Gud kræver, at de kommer til kort i meget, som de er forpligtiget til i forhold til Gud. 13

5. Selv ved vore bedste gerninger kan vi ikke fortjene syndernes forladelse eller evigt liv fra Guds hånd på grund af det store misforhold mellem vore bedste gerninger og den kommende herlighed og på grund af den uendelige afstand mellem os og Gud. Med vore gerninger kan vi ikke være til gavn for Gud eller tilfredsstille ham med hensyn til det, vi skylder på grund af vore synder. 14 Når vi har gjort vort allerbedste, har vi kun gjort vor pligt og er stadig unyttige tjenere. Og i de tilfælde og i den udstrækning vore gerninger er gode, skyldes de Helligåndens gerning. 15 Selv da er de gode gerninger så besmittede af os og så blandet med svaghed og ufuldkommenhed, at de ikke kan bestå for Guds strenge dom. 16

6. Dog, ligesom de troende personligt er modtaget i Kristus, er også deres gode gerninger modtaget i Kristus. 17 Det er ikke sådan, at de troende (i dette liv) er fuldstændigt udadlelige og fejlfrie i Guds øjne, men han ser dem i sin Søn, og det behager ham at modtage og belønne det, der er ægte, selv om det er ledsaget af mange svagheder og ufuldkommenheder. 18

7. Gerninger udført af ikke-genfødte mennesker, selv om de egentlig kan være ting, som Gud byder, og selv om de kan være gode og gavnlige både for dem selv og for andre, 19 er syndige og kan ikke behage Gud, ej heller kan de gøre et menneske i stand til at modtage Guds nåde, 20 fordi de ikke udgår af et hjerte renset ved troen 21 og ikke er udført på ret måde efter Skriften, 22 og fordi det ikke er deres grundlæggende hensigt at bringe ære til Gud, 23 Alligevel er det en endnu større synd for ikke-genfødte mennesker at undlade sådanne gerninger, og det vil i endnu større grad medføre Guds mishag. 24


 

  1. Mik 6,8; Hebr 13,21.
  2. Matt 15,9; Es 29,13.
  3. Jak 2,18-22.
  4. Sl 116,12-13.
  5. 1 Joh 2,3-5; 2 Pet 1,5-11.
  6. Matt 5,16.
  7. 1 Tim 6,1; 1 Pet 2,15; Fil 1,11.
  8. Ef 2,10.
  9. Rom 6,22.
  10. Joh 15,4-5.
  11. 2 Kor 3,5; Fil 2,13.
  12. Fil 2,12; Hebr 6,11-12; Es 64,7.
  13. Job 9,2-3; Gal 5,17; Luk 17,10.
  14. Rom 3,20; Ef 2,8-9; Rom 4,6.
  15. Gal 5,22-23.
  16. Es 64,5; Sl 143,2.
  17. Ef 1,6; 1 Pet 2,5.
  18. Matt 25,21-23; Hebr 6,10.
  19. 2 Kong 10,30; 1 Kong 21,27-29.
  20. Am 5,21-22; Rom 9,16; Tit 3,5.
  21. 1 Mos 4,5; Hebr 11,4-6.
  22. 1 Kor 13,1.
  23. Matt 6,2-5.
  24. Job 21,14-15; Matt 25,41-43.
17. De helliges udholdenhed

1. De, som Gud har antaget i den Elskede og virkningsfuldt kaldet og helliget ved sin Ånd og givet sine udvalgtes kostbare tro, kan hverken fuldstændigt eller endeligt falde fra nådens stand, men de vil helt sikkert holde ud indtil enden og blive evigt frelst. Det skyldes, at Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald, og derfor fortsætter han med at skabe og nære i dem tro, omvendelse, kærlighed, glæde, håb og alle Åndens frugter, som leder til udødelighed. 1

Selv om mange storme og floder stiger og slår imod de hellige, vil disse aldrig kunne rive dem bort fra den grundvold og klippe, som de er fæstnet til ved tro. Ja, selv om de på grund af tvivl og Satans fristelser oplever, at synet og fornemmelsen af Guds lys og kærlighed bliver uklar og dunkel for dem, 2 er Gud dog stadig den samme, og de vil med sikkerhed blive bevaret ved hans kraft, indtil de er endeligt frelst og nyder den arv, som er købt til dem og er deres, for de er skrevet i hans hænder, og deres navne er indskrevet i livets bog fra al evighed af. 3

2. De helliges udholdenhed afhænger ikke af dem selv, det vil sige af deres egen frie vilje. Den hviler på Guds urokkelige beslutning i udvælgelsen, 4 der flyder fra Gud Faders frie og uforanderlige kærlighed. Den hviler også på den sikre virkning af Jesu Kristi fortjeneste og forbøn for dem, og på den forening som de sande hellige har med ham. 5 Den hviler på Guds ed 6 og på hans Ånds nærvær. Den hviler på Guds sæd, der bliver i dem, 7 og på nådepagtens natur. 8 Alle disse forhold garanterer vist og urokkeligt de helliges evige tryghed og udholdenhed.

3. Det kan ske, at de hellige falder i frygtelig synd på grund af Satans og verdens fristelse og på grund af de tilbageværende syndige tilbøjeligheder og på grund af forsømmelse af de nådemidler, Gud har forordnet til at bevare dem. De kan fortsætte i den tilstand nogen tid, 9 så de pådrager sig Guds mishag, bedrøver Helligånden, 10 tillader svækkelsen af deres kristelige dyder og velsignelser, 11 lader deres hjerter blive hårde og deres samvittighed såret, 12 sårer og vanærer andre. Herved vil de påføre sig selv timelig straf. 13 Men trods dette vil de forny deres omvendelse og blive bevaret gennem troen på Jesus Kristus indtil enden. 14


 

  1. Joh 10,28-29; Fil 1,6; 2 Tim 2,19; 1 Joh 2,19.
  2. Sl 89,32-33; 1 Kor 11,32.
  3. Mal 3,6.
  4. Rom 8,30; 9,11-16.
  5. Rom 5,9-10; Joh 14,19
  6. Hebr 6,17-18.
  7. 1 Joh 3,9.
  8. Jer 32,40.
  9. Matt 26,70-74.
  10. Es 64,4-8; Ef 4,30.
  11. Sl 51,12-14.
  12. Sl 32,3-4
  13. 2 Sam 12,14.
  14. Luk 22,32 & 61-62.
18. Frelsesvished

1. Selv om mennesker med en midlertidig tro eller andre ikkegenfødte mennesker bedrager sig selv med falske forhåbninger og kødelig selvsikkerhed, at de har Guds velbehag og ejer frelsen, vil dette håb gå til grunde. 1 Derimod kan de, som i sandhed stoler på Herren Jesus og elsker ham af hjertet og anstrenger sig for at vandre for hans ansigt med en ren samvittighed, ganske sikkert i dette liv være forsikret om, at de er i nådens stand, og de kan glæde sig i håbet om Guds herlighed. 2 Og det håb vil aldrig gøre dem til skamme. 3

2. Denne vished er ikke bare en overbevisning, der hviler på en formodning, ej heller en mulig overbevisning grundet på et usikkert håb. Den er en urokkelig trosvished 4 grundet på Kristi blod og retfærdighed åbenbaret i evangeliet. 5 Den er også grundet på et indre bevis, nemlig Åndens frugt, forenet med klare løfter givet i Skriften, 6 og tillige på det vidnesbyrd som den Ånd, der giver barnekår, aflægger, når han vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. 7 Ånden bruger oplevelsen af frelsesvished til at holde vore hjerter ydmyge og hellige. 8

3. Denne sikre trosvished er ikke så tæt forbundet med troens væsen, at det er en automatisk eller nødvendig erfaring. En sand troende kan vente længe og kæmpe med mange vanskeligheder, før han får den. 9 Men ved Ånden bliver han givet at kende de ting, der frit er givet ham af Gud, og han kan således uden nogen ekstraordinær åbenbaring opnå denne trosvished ved brug af nådemidlerne på rette måde. 10 Derfor er det alles pligt at befæste med største omhu deres kaldelse og udvælgelse, så hjertet må fyldes med fred og glæde i Helligånden, med kærlighed og taknemlighed til Gud og med styrke og glæde i udførelsen af pligter i lydighed mod Gud. Disse pligter er frugter, der følger frelsesvished,11 for det er langt fra, at den fører til slaphed. 12

4. Sande troende kan komme ud for, at deres frelsesvished på forskellige måder bliver rystet, formindsket eller ophører for en tid. Det kan skyldes, at de forsømmer at bevare den, 13 eller at de falder i en særlig synd, som sårer samvittigheden og bedrøver Helligånden, 14 eller en pludselig eller kraftig fristelse, 15 eller at Gud skjuler sit ansigts lys og forårsager, at selv de, der frygter ham, vandrer i mørket og ikke har lyset. 16 Men de troende er aldrig uden Guds sæd 17 og troens liv, 18 som indebærer kærlighed til Kristus og brødrene, hjertets oprigtighed og samvittighed i forhold til deres åndelige pligt. Gennem disse kan deres frelsesvished ved Helligåndens virke blive genoprettes til rette tid, 19 og i mellemtiden bevarer disse nådegaver dem fra fuldstændig fortvivlelse. 20


 

  1. Job 8,13-14; Matt 7,22-23.
  2. 1 Joh 2,3; 3,14-24; 5,13.
  3. Rom 5,2-5.
  4. Hebr 6,11 & 19.
  5. Hebr 6,17-18.
  6. 2 Pet 1,4-11.
  7. Rom 8,15-16.
  8. 1 Joh 3,1-3.
  9. Es 50,10; Sl 88; Sl 77,2-13.
  10. 1 Joh 4,13; Hebr 6,11-12.
  11. Rom 5,1-5; 14,17; Sl 119,32.
  12. Rom 6,1-2; Tit 2,11-14.
  13. Højs 5,2-6.
  14. Sl 51,10-16.
  15. Sl 116,11; 77,8-9; 31,23.
  16. Sl 30,8.
  17. 1 Joh 3,9.
  18. Luk 22,32.
  19. Sl 42,6-12.
  20. Klag 3,26-31.
19. Guds lov

1. Gud gav Adam en lov om altomfattende lydighed, som var skrevet i hans hjerte, og han gav ham et meget konkret påbud om ikke at spise af frugten af træet til kundskab om godt og ondt. 1 Ved denne lov var Adam og alle hans efterkommere bundet til personlig, fuldkommen, præcis og vedvarende lydighed, 2 idet de blev lovet liv ved opfyldelsen af loven og truet med død ved overtrædelse af den. Samtidig var Adam skænket kraft og evne til at holde den. 3

2. Den selvsamme lov, der først var skrevet i menneskets hjerte, fortsatte med at være den fuldkomne regel for retfærdighed efter faldet. 4 Den blev givet af Gud på Sinajs bjerg i de ti bud, skrevet på to stentavler, de første fire bud omhandlende vor pligt over for Gud, og de andre seks vor pligt over for mennesker. 5

3. Ud over denne lov, almindeligt kendt som den moralske lov, behagede det Gud at give Israels folk ceremonielle love, som indeholder adskillige ordninger, der er typologiske. Disse ordninger omhandlede dels deres gudsdyrkelse, og i dem var Kristus forud fremstillet billedligt sammen med hans egenskaber, handlinger, lidelser og velgerninger. 6Disse ordninger gav desuden påbud om forskellige moralske pligter. 7

Alle disse ceremonielle love var kun fastsat indtil genoprettelsens tid, hvor Jesus Kristus, den sande Messias og eneste lovgiver, som var udrustet med myndighed af Faderen til dette formål, ophævede og fjernede dem. 8

4. Han gav også forskellige juridiske love til Israels folk som udløb, da de ophørte med at være et folk. Disse er ikke længere bindende for nogen, da de var en del af nationens love, men deres generelle retfærdighed fortsætter med at være gyldig i moderne tid 9

5. Den moralske lov binder altid enhver til lydighed, både retfærdiggjorte og andre, 10 og ikke blot på grund af agtelse for dets indhold, men også på grund af ærefrygt for Gud vor Skabers autoritet, der gav loven. 11 Kristus ophæver heller ikke loven på nogen måde, men derimod forstærker han vor forpligtelse til at adlyde den. 12

6. Selv om sande troende ikke er under loven som en gerningspagt, så de kan blive retfærdiggjort eller fordømt af den, 13 er den dog af stor gavn for dem som for andre, fordi den som en rettesnor for livet oplyser dem om Guds vilje og deres pligt, og fordi den leder og binder dem til at vandre derefter.

Desuden åbenbarer og udstiller den syndige forurening af deres natur, hjerte og liv, og ved at bruge den til selvransagelse vil de i større grad blive overbevist om synd, vokse i ydmyghed og opnå større afsky for deres synd. 14 De vil endvidere opnå et klarere syn for deres behov for Kristus og fuldkommenheden af hans lydighed.

Den er endvidere brugbar for genfødte mennesker til at begrænse deres fordærv, på grund af den måde den forbyder synd. Lovens trussel viser dem, hvad deres synd i virkeligheden fortjener, og hvilke vanskeligheder der kan forventes i dette liv på grund af disse synder, også for genfødte mennesker der er befriet fra lovens forbandelse og uformindskede strenghed.

Desuden viser de løfter, der er forbundet med loven, de troende Guds anerkendelse af lydighed og hvilke velsignelser de kan forvente, når loven bliver overholdt og adlydt, selv om velsignelse ikke kommer, fordi de har tilfredsstillet loven som en gerningspagt. Hvis et menneske gør det gode og holder sig fra det onde, simpelthen fordi loven opmuntrer ham til det gode og afskrækker ham fra det onde, er dette ikke noget tegn på, at han er under loven og ikke under nåden. 15

7. De oven for nævnte anvendelser af loven står ikke i modsætning til evangeliets nåde, men de føjer sig blidt efter den, 16 idet Kristi Ånd underlægger sig menneskets vilje og giver det evnen, så det frit og glad gør de ting som Guds vilje, åbenbaret i loven, kræver. 17


 

  1. 1 Mos 2,17; Præd 7,29.
  2. Rom 10,5.
  3. Gal 3,10-12.
  4. Rom 2,14-15.
  5. 5 Mos 10,4.
  6. Hebr 10,1; Kol 2,17.
  7. 1 Kor 5,7.
  8. Kol 2,14-17; Ef 2,14-16.
  9. 1 Kor 9,8-10.
  10. Rom 13,8-10; Jak 2,8-12.
  11. Jak 2,10-11.
  12. Matt 5,17-19; Rom 3,31.
  13. Rom 6,14; Gal 2,16; Rom 8,1; 10,4.
  14. Rom 3,20; 7,7 etc.
  15. Rom 6,12-14; 1. Pet 3,8-13.
  16. Gal 3,21.
  17. Ez 36,27.
20. Evangeliet og nådens udstrækning

1. Da gerningspagten blev brudt ved synden og liv ikke kunne opnås ved den, behagede det Gud at love Kristus, kvindens sæd, som midlet til at kalde de udvalgte og til at frembringe tro og omvendelse i dem. 1 I dette første løfte blev evangeliets kerne åbenbaret og vist som værende virkningsfuld til synderes omvendelse og frelse.

2. Dette løfte om Kristus og frelsen, som kommer ved ham, er kun åbenbaret gennem Guds Ord. 2 Den skabte verden og forsynet med naturens lys åbenbarer ikke Kristus eller hans nåde, selv ikke på en generel eller dunkel måde. 3 Derfor kan de, der er uden åbenbaringen om Kristus ved løftet eller evangeliet, meget mindre nå til en frelsende tro eller omvendelse ved naturens lys. 4

3. Evangeliets åbenbaring til syndere, givet på forskellige tidspunkter og i mange forskellige dele med løfter og forskrifter om dets modtagelse, er blevet givet til folkeslag og individer alene efter Guds suveræne og gode vilje.

Den blev aldrig givet dem på grund af deres løfter eller fremvisning af gode hensigter om at indvie deres liv til det rette og forbedre deres liv, ledt af sund fornuft alene; for der er ingen, der har lovet noget sådant under disse vilkår, ej heller er der nogen der kan det. 5

Derfor er evangeliets forkyndelse til alle tider blevet givet til individer og folkeslag i et stort eller begrænset omfang (med væsentlige forskelle) efter Guds viljes beslutning.

4. Selv om evangeliet er det eneste ydre middel til at åbenbare Kristus og den frelsende nåde og som sådan er helt tilstrækkeligt til at gennemføre dette, er der alligevel mere, der er nødvendigt, hvis mennesker, der er døde i overtrædelser, skal fødes på ny, bringes til live eller genfødes. Det er nødvendigt, at Helligåndens virkningsfulde, uovervindelige gerning i hele sjælen skaber et nyt, åndeligt liv i dem. 6 Uden denne gerning vil intet andet middel bevirke deres omvendelse til Gud. 7


 

  1. 1 Mos 3,15.
  2. Rom 1,17.
  3. Rom 10,14-17.
  4. Ordsp 29,18; Es 25,7; 60,2-3.
  5. Rom 1,18-32.
  6. Sl 110,3; 1 Kor 2,14; Ef 1,19-20.
  7. Joh 6,44; 2 Kor 4,4-6.
21. Kristen frihed og samvittighedsfrihed

1. Den frihed, som Kristus har købt til de troende under evangeliet, ligger i deres frihed fra syndens skyld 1 og fra Guds fordømmende vrede, fra lovens strenghed og forbandelse, og i deres udfrielse fra den nuværende onde verden, 2 fra Satans slaveri, 3 fra syndens herredømme, 4 fra forfølgelsers fortræd, 5 fra frygten for døden og dens brod, fra gravens sejr 6 og fra evig fortabelse. 7 Denne frihed ses også i deres frie adgang til Gud og deres evne til at adlyde ham ikke med en slaves frygt, 8 men med et barns kærlighed og et villigt sind. 9

Alle disse friheder blev også oplevet af de hellige under det Gamle Testamentes lov, 10 men for Nye Testamentes troende er denne frihed endnu større, for de er frigjorte fra den ceremonielle lovs åg, som den jødiske kirke var underkastet. De kan også med større frimodighed træde frem for nådens trone og opnå større delagtighed i Guds frie Ånd end troende under loven normalt oplevede. 11

2. Gud alene er herre over samvittigheden 12 og har holdt den fri fra alle læresætninger og menneskebud, som på nogen måde er i modsætning til hans Ord eller ikke indeholdt i det.13 At tro sådanne læresætninger og adlyde sådanne bud af samvittighedsgrunde er altså at forråde sand samvittighedsfrihed. 14 Det at kræve ubetinget troskab, dvs. absolut og blind lydighed, er at ødelægge samvittighedsfrihed og også fornuft. 15

3. De som under foregivelse af kristen samvittighedsfrihed gør synd eller huser en syndig lyst, forvrænger målet med evangeliets nåde til deres egen undergang. 16 De ødelægger fuldstændigt formålet med kristen frihed, som er, at vi, udfriede fra vore fjenders magt, må tjene Herren uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. 17


 

  1. Gal 3,13.
  2. Gal 1,4.
  3. ApG 26,18.
  4. Rom 8,3.
  5. Rom 8,3.
  6. 1 Kor 15,54-57.
  7. 1 Thess 1,10.
  8. Rom 8,15.
  9. Luk 1,73-75; 1 Joh 4,18.
  10. Gal 3,9-14.
  11. Joh 7,38-39; Hebr 10,19-21.
  12. Jak 4,12; Rom 14,4.
  13. ApG 4,19; 5,29; 1 Kor 7,23; Matt 15,9.
  14. Kol 2,20-23.
  15. 1 Kor 3,5; 2 Kor 1,24.
  16. Rom 6,1-2.
  17. Gal 5,13; 2 Pet 2,18-21; Luk 1,74-75.
22. Tilbedelse og sabbatsdagen

1. Naturens lys viser, der er en Gud, som har herredømme og suverænitet over alle, som er retfærdig og god og som handler godt imod alle. Derfor bør enhver frygte ham, elske ham, prise ham, påkalde ham, stole på ham og tjene ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og hele sin styrke. 1Men den gudvelbehagelige måde at tilbede den sande Gud på har han selv indstiftet, 2 og derfor er den måde, vi tilbeder på, afgrænset af hans åbenbarede vilje. Han må ikke tilbedes efter menneskers fantasi og idéer, ej heller efter Satans tilskyndelser. Han må ikke tilbedes ved hjælp af synlige gengivelser eller på nogen anden måde, som Skriften ikke foreskriver. 3

2. Tilbedelse skal gives til Gud Faderen, Sønnen og Helligånden og alene til ham, 4 ikke til engle, helgener eller nogen anden skabning. 5 Og efter faldet bør tilbedelse ikke gives uden en formidler, 6 og ikke gennem nogen anden formidler end Kristus. 7

3. Bøn sammen med taksigelse er en del af naturlig tilbedelse, og dette kræver Gud af alle mennesker. 8 Men for at den kan blive modtaget skal den bedes i Sønnens navn, 9 ved Åndens hjælp 10 og efter Guds vilje. 11 Den skal bedes med forstand, ærbødighed, ydmyghed, inderlighed, tro, kærlighed og udholdenhed; og fællesbøn skal bedes på et kendt sprog. 12

4. Bøn skal bedes for lovlige ting og for alle slags mennesker, som er i live nu og lever i fremtiden, 13 men ikke for de døde, 14 og heller ikke for dem, om hvem det vides, at de har syndet ’synden til døden’. 15

5. At læse Skriften, 16 at prædike og høre Guds Ord, 17 at lære og formane hinanden i salmer, hymner og åndelige sange, at synge med tak i hjertet til Herren 18 og ligeledes at forvalte dåben 19 og Herrens nadver 20 er alt sammen dele af tilbedelsen af Gud. Disse bør udføres i lydighed mod ham med forstand, tro, ærbødighed og gudsfrygt. Herudover bruges ved særlige anledninger alvorsfuld ydmygelse, faste 21 og taksigelse 22 på en hellig og ærbødig måde.

6. Under evangeliets tidsalder er hverken bøn eller nogen anden del af gudstjenesten bundet til eller gjort gudvelbehagelig på grund af stedet, hvor det udføres eller hvor det er rettet imod. Gud skal tilbedes alle steder i ånd og sandhed, 23 hvad enten det er dagligt 24 i private familier, 25 i lønkammeret for hvert enkelt individ 26 eller højtideligt i de offentlige menighedssammenkomster. Disse bør ikke tankeløst eller med vilje forsømmes eller svigtes, når Gud ved sit Ord og sit forsyn kalder os til dem. 27

7. Ligesom det er naturens lov, at en vis del af tiden ved Guds beslutning skal sættes til side til tilbedelsen af Gud, sådan har han også i sit Ord givet et udtrykkeligt, moralsk og vedvarende bud, der er bindende for alle mennesker til alle tider til dette formål. Han har særligt udvalgt én dag af syv som en sabbatsdag, der skal holdes hellig for ham. 28 Fra verdens begyndelse og indtil Kristi opstandelse var den ugens sidste dag, fra Kristi opstandelse blev den ændret til ugens første dag og kaldt Herrens dag. 29 Denne skal fortsætte indtil verdens ende som den kristne sabbatsdag, idet overholdelsen af ugens sidste dag er afskaffet.

8. Sabbatsdagen bliver holdt hellig for Herren af dem, der efter nødvendig forberedelse af deres hjerter og tilrettelæggelse af deres hverdagsforetagender inden holder hele dagen som hellig hvile fra deres egne gerninger, ord og tanker om deres verdslige arbejde og beskæftigelse, 30 og hengiver sig til offentlig og privat tilbedelse hele dagen og udfører barmhjertigheds- og nødvendighedsgerninger. 31


 

  1. Jer 10,7; Mark 12,33.
  2. 5 Mos 13,1.
  3. 2 Mos 20,4-6.
  4. Matt 4,9-10; Joh 4,23; Matt 28,19.
  5. Rom 1,25; Kol 2,18; Åb 19,10.
  6. Joh 14,6.
  7. 1 Tim 2,5.
  8. Sl 95,1-7; 65,3.
  9. Joh 14,13-14.
  10. Rom 8,26.
  11. 1 Joh 5,14.
  12. 1 Kor 14,16-17.
  13. 1 Tim 2,1-2; 2 Sam 7,29.
  14. 2 Sam 12,21-23.
  15. 1 Joh 5,16.
  16. 1 Tim 4,13.
  17. 2 Tim 4,2; Luk 8,21.
  18. Kol 3,16; Ef 5,19.
  19. Matt 28,19-20.
  20. 1 Kor 11,26.
  21. Est 4,16; Joel 2,12.
  22. 2 Mos 15,1-19; Sl 107.
  23. Joh 4,21; Mal 1,11; 1 Tim 2,8.
  24. Matt 6,11; Sl 55,18.
  25. ApG 10,2.
  26. Matt 6,6.
  27. Hebr 10,25; ApG 2,42.
  28. 2 Mos 20,8.
  29. 1 Kor 16,1-2; ApG 20,7; Åb 1,10.
  30. Es 58,13; Neh 13,15-22.
  31. Matt 12,1-13.
23. Lovlige eder og løfter

1. En lovlig ed er en religiøs tilbedelseshandling, hvor et menneske højtideligt i sandhed, retfærdighed og ægte dømmekraft 1 kalder Gud til vidne på det, han sværger, og til at dømme ham i henhold til sandheden eller usandheden i det. 2

2. Det er kun i Guds navn, at en retfærdig ed kan sværges, og kun hvis den bruges med den ypperste gudsfrygt og ærbødighed. Derfor er det syndigt og skal betragtes med afsky og væmmelse at sværge tankeløst eller overilet ved Guds herlige og frygtindgydende navn eller at sværge ved noget andet navn eller nogen anden ting. 3 Men når det gælder vægtige og højt rangerede forhold, bekræftelse af sandhed og afslutning af stridigheder er en ed tilladt i Guds Ord. 4 Således kan en lovlig ed pålagt af en lovlig myndighed rettelig påtages under sådanne forhold. 5

3. Enhver, der afgiver en ed, som er tilladt i Guds Ord, må nødvendigvis overveje vægten af så højtidelig en handling og bekræfte og bekende intet andet end det som han ved er sandt. For ved overilede, falske eller tankeløse eder bliver Herren provokeret, og på grund af dem sørger dette land. 6

4. En ed skal opfattes i ordenes ligefremme og almindelige forstand uden tvetydigheder eller indre forbehold. 7

5. Et løfte bør ikke aflægges til nogen skabning, men kun til Gud. Det bør aflægges og udføres med den alleryderste forsigtighed og trofasthed. 8 Men munkeløfter (som i romerkirken) om et vedvarende liv i cølibat, 9 bekendelse til fattigdom 10 og lydighed mod ordenspræster er langt fra at være grader af højere fuldkommenhed, men er tværtimod overtro og syndige snarer, hvori ingen kristen må lade sig indvikle. 11


 

  1. 2 Mos 20,7; 5 Mos 10,20; Jer 4,2.
  2. 2 Krøn 6,22-23.
  3. Matt 5,34-37; Jak 5,12.
  4. Hebr 6,16; 2 Kor 1,23.
  5. Neh 13,25.
  6. 3 Mos 19,12.
  7. Sl 24,4.
  8. Sl 76,12; 1 Mos 28,20-22.
  9. 1 Kor 7,2 & 9.
  10. Ef 4,28.
  11. Matt 19,11.
24. Den civile øvrighed

1. Gud, som er den øverste Herre og konge over hele verden, har udpeget den civile øvrighed til at være under sig, over folket, til sin ære og til bedste for almenvellet. Til dette formål har han bevæbnet den med sværdets magt til beskyttelse og opmuntring for dem, der gør det gode, og til straf for dem, der gør det onde. 1

2. Det er lovligt for en kristen at påtage sig og at udføre pligter somen øvrighedsperson, når han bliver pålagt dette. I varetagelsen af sådanne embeder er de især ansvarlige for at bevare retfærdighed og fred 2 ved at anvende nationens gode og gavnlige love. For at bevare retfærdighed og fred må de endvidere lovligt (under det Nye Testamente) deltage i krig, hvis den er retfærdig og nødvendig. 3

3. Fordi øvrigheden er indsat af Gud til de formål anført ovenfor, børvi underordne os alle lovlige påbud som en del af vor lydighed mod Gud, ikke bare for at undgå straf, men for samvittighedens skyld. 4 Vi bør også gå i forbøn og bede for dem, der styrer, og for alle øvrighedspersoner, så at vi under dem må leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. 5


 

  1. Rom 13,1-4.
  2. 2 Sam 23,3; Sl 82,3-4.
  3. Luk 3,14.
  4. Rom 13,5-7; 1 Pet 2,17.
  5. 1 Tim 2,1-2.
25. Ægteskabet

1. Ægteskabet skal være mellem én mand og én kvinde. Det er ikke lovligt for en mand at have mere end én hustru, ej heller for en kvinde at have mere end én mand på samme tid. 1

2. Ægteskabet blev indstiftet for gensidig hjælp, mand og hustru imellem, 2 for menneskeslægtens forøgelse med børn født inden for ægteskabet 3 og for at undgå utugt. 4

3. Det er lovligt for alle slags mennesker at gifte sig, hvis de har mental dømmekraft, så de kan give deres samtykke. 5 Men det er kristnes pligt at gifte sig i Herren, 6 og derfor bør de, der bekender den sande tro, ikke gifte sig med ikke-troende eller afgudsdyrkere. Ej heller bør gudfrygtige lade sig ulige sammenføje ved at gifte sig med dem, der er ugudelige i deres liv eller som holder sig til en kættersk lære, der er fordømt af Guds ord. 7

4. Ægteskab bør ikke finde sted inden for de grader af blodslægtskab eller svogerskab, som er forbudt i Guds ord, 8 ej heller kan sådanne incestuøse ægteskaber nogensinde blive gjort lovlige af nogen menneskelov eller ved almindelig enighed, så at sådanne personer kan leve sammen som mand og hustru. 9


 

  1. 1 Mos 2,24; Mal 2,15; Matt 19,5-6.
  2. 1 Mos 2,18.
  3. 1 Mos 1,28.
  4. 1 Kor 7,2 & 9.
  5. Hebr 13,4; 1 Tim 4,3.
  6. 1 Kor 7,39.
  7. Neh 13,25-27.
  8. 3 Mos 18.
  9. Mark 6,18; 1 Kor 5,1.
26. Kirken

1. Den universelle kirke, som kan kaldes usynlig, når det gælder Helligåndens og nådens indre gerning, består af alle Guds udvalgte, alle dem som tidligere er blevet, som nu er og som siden skal samles til ét under Kristus, som er hovedet. Den universelle kirke er bruden, legemet, fylden af ham, som fylder alt i alle. 1

2. Alle mennesker i hele verden, som sandt bekender troen på evangeliet og lydighed mod Kristus og som ikke ødelægger deres bekendelse ved nogen vildfarelse, der modsiger eller nedbryder evangeliets grundsandheder, eller ved ukristelig livsførelse, er synlige troende og må anses for at være det. 2 Sådanne mennesker bør udgøre enhver enkelt menighed. 3

3. Selv de reneste kirker under himlen er tilbøjelige til sammenblanding og vildfarelse, 4 og nogle er så frafaldne, at de er ophørt med at være kirker og er blevet Satans synagoger. 5Alligevel har Kristus altid haft og vil altid have – indtil tidernes ende – sit rige i verden, som består af dem, som tror på ham og bekender hans navn. 6

4. Herren Jesus Kristus er kirkens hoved. Ved Faderens udnævnelse er al magt overdraget ham til på en enestående og suveræn måde at kalde, indstifte, ordne og styre kirken. 7

Paven i Rom kan ikke i nogen henseende være kirkens hoved, men han er den antikrist, det lovløshedens menneske og fortabelsens søn, som ophøjer sig selv i kirken imod Kristus og alt, hvad der hedder Gud, ham skal Herren tilintetgøre, når han kommer synligt. 8

5. I udførelsen af den myndighed som er overdraget ham, kalder Herren Jesus alle dem, som er givet ham af Faderen, 9 til sig ud af verden ved Ordets forkyndelse og ved sin Ånd, så de kan vandre for hans ansigt på lydighedens vej, som han har forordnet i sit Ord. 10Dem, som således er kaldede, byder han at vandre sammen i lokale samfund eller kirker til deres gensidigeopbyggelse og med henblik på den offentlige gudstjeneste, som han kræver af dem, mens de er i verden. 11

6. Medlemmerne i disse kirker er hellige, fordi de er blevet kaldet af Kristus og fordi de synligt og åbenlyst bevidner deres lydighed mod deres kaldelse ved deres bekendelse og livsførsel. 12 Sådanne hellige indvilliger i at vandre sammen efter Kristi bestemmelse, idet de hengiver sig selv til Herren og til hinanden efter Guds vilje i erklæret underordnelse under evangeliets bud. 13

7. Til hver af disse kirker, samlet på denne måde efter Herrens sind som udtrykt i hans Ord, har han givet al den magt og myndighed, som er påkrævet til at udføre den gudstjenesteorden og disciplin, som han har indstiftet for dem at holde. Han har også givet alle bud og regler for den passende og rette udførelse af denne magt. 14

8. En lokal menighed, samlet og organiseret på rette måde efter Kristi sind, består af embedsmænd og medlemmer. De embedsmænd, Kristus har udpeget til at blive valgt og indsat af kirken, er tilsynsmænd eller ældste og menighedstjenere. Disse skal udvælges til at administrere de særlige nådemidler, Herrens nadver og dåben, samt til at udøve lederrollen og de særlige tjenester som undervisning og kirketugt, som Herren har betroet dem og kaldet dem til. Dette mønster for kirkens opbygning skal fortsætte indtil verdens ende. 15

9. Den måde Kristus har fastsat til at kalde en given mand, som er kvalificeret og ved Helligånden udrustet til embedet som tilsynsmand eller ældste i en kirke, er, at han skal vælges ved fælles overenskomst og valg af kirken selv. 16 En sådan mand skal højtideligt indsættes med bøn og faste og ved håndspålæggelse af ældsterådet i kirken (hvis der allerede er en eller flere udpegede ældste). 17 Måden Kristus fastsatte for kaldelsen af en menighedstjener er, at han også skal vælges ved fælles overenskomst og af kirken og indsættes med bøn og ved håndspålæggelse. 18

10. Da pastorers arbejde består i at hengive sig selv uophørligt til Kristi tjeneste i hans menighed ved Ordets forkyndelse og bøn og ved at våge over deres sjæle, da de skal stå til regnskab for Kristus, 19 har kirkerne, som de tjener, en alvorlig forpligtelse til at give dem ikke bare tilbørlig respekt, men også en del af deres materielle indtægt, alt efter hvad de evner. 20

Det bør gøres på en sådan måde, at pastorerne bliver forsørget, så de undgår trængsler, smerter og modgang, og så de undgår at blive opslugt af denne verdens anliggender, 21 og så de har overskud til at vise gæstfrihed mod andre. 22 Alt dette kræver naturen, og det bliver udtrykkeligt påbudt af vor Herre Jesus Kristus, som har forordnet, at de, der prædiker evangeliet, skal leve af evangeliet. 23

11. Selv om en forpligtelse er pålagt de ældste eller pastorerne til ivrigt at forkynde Ordet i kraft af deres embede, så er Ordets forkyndelse ikke udelukkende begrænset til dem. Derfor må og bør andre, som også er kvalificeret og udrustet af Helligånden til denne gerning og som er anerkendt og kaldet af kirken, udføre den. 24

12. Alle troende er forpligtede til at blive en del af en lokal menighed, når og hvor de har mulighed for det, og alle, som bliver optaget til at tage del i en menigheds privilegier, er også under den kirkes retledning og styre, sådan som Kristi lov er. 25

13. Intet medlem i menigheden må på grund af en forsyndelse, der er begået imod ham af et andet medlem, når han har gjort den pligt, der er foreskrevet ham over for den, der har forsyndet sig, på nogen måde ødelægge kirkens ro og orden eller forblive borte fra kirkens møder eller kirkens fællesskab omkring sakramenterne på grund af en sådan forsyndelse. Tværtimod bør de vente på Kristus i kirkens videre håndtering af sagen. 26

14. Hver enkelt menighed og dens medlemmer er forpligtede til at bede uophørligt om fremgang og velsignelse for alle Kristi menigheder alle vegne 27 samt at hjælpe enhver fremad på vejen, som kommer til deres område eller ind i deres arbejdsliv, ved at bruge deres givne nådegaver i forhold til disse.

Det er en selvfølge, at når kirker er plantede ved Guds godhed, så bør de også holde fællesskab med hinanden for hermed at fremme fred og forøge kærlighed og gensidig opbyggelse, når og hvor de nyder den mulighed at kunne gøre det til deres fordel. 28

15. I situationer med vanskeligheder eller modsætninger, hvad enten det gælder lære eller embedsudførelse, der er relateret til menighederne generelt eller til en enkelt menighed og som påvirker deres fred, enhed og opbyggelse, og i situationer hvor eksempelvis et medlem i en kirke er krænket på grund af en eller anden disciplinær handling, som ikke er ifølge Guds Ord eller er ukorrekt udført, så er det rigtigt og ifølge Kristi sind, at et flertal af menigheder, der deler samme forståelse af Guds Ord, mødes gennem udpegede repræsentanter for at overveje sagen og give råd om emnet, der er uenighed om, og rapportere til alle de menigheder, der er indblandet i sagen. 29

Det skal dog understreges, at når disse repræsentanter er samlet, er de ikke overdraget nogen kirkelig myndighed eller givet nogen domsret over de menigheder, involveret i problemet. De kan ikke udøve nogen form for censur over menigheder eller personer ej heller pålægge menighederne eller deres tilsynsmænd deres afgørelse. 30


 

  1. Hebr 12,23; Kol 1,18; Ef 1,10 & 22-23; 5,23-32.
  2. 1 Kor 1,2; ApG 11,26.
  3. Rom 1,7; Ef 1,20-22.
  4. 1 Kor 5; Åb 2 & 3.
  5. Åb 18,2; 2 Thess 2,11-12.
  6. Matt 16,18; Sl 72,17; Sl 102,29; Åb 12,17.
  7. Kol 1,18; Matt 28,18-20; Ef 4,11-12.
  8. 2 Thess 2,3-9.
  9. Joh 10,16; 12,32.
  10. Matt 28,20.
  11. Matt 18,15-20.
  12. Rom 1,7; 1 Kor 1,2.
  13. ApG 2,41-42; 5,13-14; 2 Kor 9,13.
  14. Matt 18,17-18; 1 Kor 5,4-5 & 13; 2 Kor 2,6-8.
  15. ApG 20,17 & 28; Fil 1,1.
  16. ApG 14,23.
  17. 1 Tim 4,14.
  18. ApG 6,3-6.
  19. ApG 6,4; Hebr 13,17.
  20. 1 Tim 5,17-18; Gal 6,6-7.
  21. 2 Tim 2,4.
  22. 1 Tim 3,2.
  23. 1 Kor 9,6-14
  24. ApG 11,19-21; 1 Pet 4,10-11.
  25. 1 Thess 5,14; 2 Thess 3,6 & 14-15.
  26. Matt 18,15-17; Ef 4,2-3.
  27. Ef 6,18.
  28. Rom 16,1-2; 3 Joh 8-10.
  29. ApG 15,2-6 & 22-25.
  30. 2 Kor 1,24; 1 Johs 4,1.
27. De Helliges samfund

1. Alle de hellige er forenede med Jesus Kristus, deres hoved, ved hans Ånd og ved tro– omend de ikke herved er gjort til én person med ham – og har del i hans nådegaver, lidelser, død, opstandelse og herlighed. 1 Desuden har de, da de er forenede med hinanden i kærlighed, del i hinandens nådegaver 2 og er forpligtede til på ordentlig vis at udføre de offentlige og private tjenester, der er til gensidig gavn, både når gælder det indre og det ydre menneske. 3

2. I kraft af deres bekendelse er de hellige forpligtet til at bevare et helligt fællesskab og samfund i tilbedelsen af Gud og til at udføre alle andre åndelige tjenester, som fremmer deres gensidige opbyggelse. 4 De skal også lette de ydre forhold for hinanden, afhængigt af de forskellige behov og af evnerne til at opfylde dem. 5

Omend dette samfund eller fællesskab hovedsageligt udøves af de hellige i deres nærmeste kreds af medtroende, såsom i familier 6 og i menigheder, 7 skal det også ifølge evangeliets regel udvides til at omfatte hele Guds husstand, så vidt Gud giver mulighed derfor. Det betyder alle dem, der på ethvert sted påkalder Herren Jesu navn. Deres fællesskab med hinanden som hellige borttager eller krænker dog ikke det personlige ejerskab, som hver enkelt har til sin ejendom og ejendele. 8


 

  1. 1 Johs 1,3; Johs 1,16; Fil 3,10; Rom 6,5-6.
  2. Ef 4,15-16; 12,7; 1 Kor 3,21-23.
  3. 1 Thess 5,11 & 14; Rom 1,12; 1 Johs 3,17-18; Gal 6,10.
  4. Hebr 10,24-25; 3,12-13.
  5. ApG 11,29-30.
  6. Ef 6,4.
  7. 1 Kor 12,14-27.
  8. ApG 5,4; Ef 4,28.
28. Dåb og Herrens måltid

1. Dåb og Herrens nadver er udtrykkeligt og suverænt indstiftet af Herren Jesus, den eneste lovgiver, og han har bestemt, at de skal fortsætte i hans kirke indtil verdens ende. 1

2. Disse hellige forordninger skal kun administreres af dem, som er kvalificerede og kaldede til at administrere dem i overensstemmelse med Kristi befaling. 2


 

  1. Matt 28,19-20; 1 Kor 11,26.
  2. Matt 28,19; 1 Kor 4,1.
29. Dåb

1. Dåb er en nytestamentlig forordning, indstiftet af Jesus Kristus, til at være for den, der bliver døbt, et tegn på hans fællesskab med Kristus i hans død og opstandelse, på hans indpodning på Kristus, 1 på syndernes forladelse, 2 og på den døbtes hengivelse af sig selv til Gud gennem Jesus Kristus til at leve og vandre i et helt nyt liv. 3

2. De, som vitterligt bekender omvendelse til Gud og tro på og lydighed mod vor Herre Jesus Kristus, er de eneste rette modtagere af denne forordning. 4

3. Det ydre element til brug i denne forordning er vand, hvori personen skal døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. 5

4. Neddypning i vand er nødvendig for en ret administration af denne forordning. 6


 

  1. Rom 6,3-5; Kol 2,12; Gal 3,27.
  2. Mark 1,4; ApG 22,16.
  3. Rom 6,4.
  4. Mark 16,16; ApG 8,36-37; 2,41; 8,12; 18,8.
  5. Matt 28,19-20; ApG 8,38.
  6. Matt 3,16; Joh 3,23.

 

30. Herrens måltid

1. Herrens måltid blev indstiftet af Herren Jesus den nat, han blev forrådt, og skal helligholdes i hans menigheder indtil verdens ende til uophørlig påmindelse om og fremvisning af det offer, han bragte med sin død. 1 Det blev også indstiftet for at befæste de troende i alle de goder, hans død medfører, nemlig til deres åndelige næring og vækst i ham, til styrkelse i deres tjeneste og hengivenhed til alle de pligter, de skylder ham, og til at være et bånd og et pant på deres fællesskab med ham og deres trossøskende. 2

2. I denne forordning bliver Kristus ikke ofret til sin Fader, ej heller bliver noget egentligt offer bragt overhovedet til syndernes forladelse (for de levende eller de døde). Det er udelukkende et minde om det ene offer, da Kristus ofrede sig selv på korset én gang for alle. 3 Dette minde ledsages af et åndeligt offer, nemlig al den pris, vi kan lovprise Gud med for Golgata. 4 Derfor er det såkaldte messeoffer i romerkirken en vederstyggelighed, da det er en krænkelse af Kristi eget offer, som er det eneste sonoffer for alle de udvalgtes synder.

3. Herren Jesus har i denne forordning bestemt, at hans ældste skal bede og velsigne elementerne, brødet og vinen (og således indvie dem fra almindelig til hellig brug), tage og bryde brødet, tage bægeret og give begge dele til nadvergæsterne og også til sig selv. 5

4. At nægte bægeret til folket, at tilbede elementerne, at løfte dem op og bære dem rundt for at blive tilbedt eller at bevare dem til et foregivet religiøst brug er alt sammen imod meningen med denne forordning og Kristi indstiftelse. 6

5. De ydre elementer i denne forordning, som er indviet på ret måde og brugt, som Kristus forordnede det, giver så virkeligt et billede af Kristus som korsfæstet, at de kan blive benævnt sandt, men billedligt det, de repræsenterer, nemlig Kristi legeme og blod. 7 Dog forbliver de i deres substans og egenskab virkeligt og udelukkende brød og vin, som de var før. 8

6. Den lære, almindeligvis kaldet transsubstantiation, som påstår, at en forvandling finder sted i brødets og vinens substans, så det forvandles til Kristi legeme og blod, når det helliges af en præst eller på en anden måde, er afskyelig ikke alene for Skriften, 9 men også for almindelig sund fornuft.Den ødelægger forordningens natur og er og har været årsag til en mængde overtro og grotesk afgudsdyrkelse. 10

7. Værdige modtagere af nadveren, som modtager de synlige elementer, modtager dem også indvendigt og åndeligt ved tro, vitterligt og konkret, men ikke som menneskekød og -blod. Den korsfæstede Kristus er deres føde sammen med alle de goder, der følger med hans død. Kristi legeme og blod er ikke til stede legemligt eller fysisk. Men de er åndeligt til stede for de troende i forordningen, ligesom elementerne er til stede for deres fysiske sanser. 11

8. Alle uvidende og ugudelige personer, som er uværdige til fællesskab med Kristus, er ligeledes uværdige til at deltage i Herrens måltid og kan derfor ikke, uden at begå en stor synd imod ham, tage del i disse hellige mysterier eller gives adgang til nadveren, så længe de fortsætter i den tilstand. 12 De, der modtager elementerne på uværdig vis, forsynder sig imod Herrens legeme og blod og spiser og drikker sig selv en dom til. 13


 

  1. 1 Kor 11,23-26
  2. 1 Kor 10,16-21
  3. Hebr 9,25-28
  4. 1 Kor 11,24; Matt 26,26-27
  5. 1 Kor 11,23-26
  6. Matt 26,26-28; 15,9; 2 Mos 20,4-5
  7. 1 Kor 11,27
  8. 1 Kor 11,26-28
  9. ApG 3,21; Luk 24,6 & 39
  10. 1 Kor 11,24-25
  11. 1 Kor 10,16; 11,23-26
  12. 2 Kor 6,14-15
  13. 1 Kor 11,29; Matt 7,6
31. Menneskets tilstand efter døden samt opstandelsen

1. Efter døden vender menneskets legeme tilbage til jorden og går i forrådnelse,6 men sjælen, som hverken dør eller sover, da den er udødelige, vender straks tilbage til Gud, som gav den. 1

De retfærdiges sjæle bliver så gjort fuldkomne i hellighed og bliver modtaget i paradis, hvor de er sammen med Kristus og ser Guds ansigts lys og herlighed, mens de venter på legemets endelige forløsning. 2

De ugudeliges sjæle bliver kastet i helvedet, hvor de forbliver i pine og i mørke, tilbageholdt til dommen på den store dag. 3 Skriften tilkendegiver intet andet sted end disse to, for sjæle der er adskilt fra deres legeme.

2. På den sidste dag skal de troende, som stadig er i live, ikke dø, men forvandles. 4 Og alle de døde skal blive genoprejst i deres eget legeme, og ikke i et andet, 5 omend med andre egenskaber, og disse legemer skal genforenes med deres sjæle for evigt. 6

3. De uretfærdiges legemer skal ved Kristi magt oprejses til vanære. De retfærdiges legemer skal ved Kristi Ånd oprejses til ære, og de skal gives skikkelse som hans herliggjorte legeme. 7


 

  1. Præd 12,7.
  2. Luk 23,43; 2 Kor 5,1 & 6-8; Fil 1,23; Hebr 12,23.
  3. Jud 6-7; 1 Peter 3,19; Luk 16,23-24.
  4. 1 Kor 15,51-52; 1 Thess 4,17.
  5. Job 19,26-27.
  6. 1 Kor 15,42-43.
  7. ApG 24,15; Johs 5,28-29; Fil 3,21.
32. Dommedag

1. Gud har fastsat en dag, da han vil dømme verden i retfærdighed ved Jesus Kristus, 1 som Faderen har overdraget al magt og dom. På den dag skal ikke alene de faldne engle dømmes, 2 men også alle mennesker, der har levet på jorden. De skal stå frem for Kristi domstol for at aflægge regnskab for deres tanker, ord og gerninger, og for at modtage domsafsigelse for hvad de har gjort, mens de var i legemet, det være sig godt eller ondt. 3

2. Formålet med Guds fastsættelse af dommedag er åbenlyst at vise herligheden ved hans barmhjertighed i de udvalgtes evige frelse og også hans retfærdighed i de fortabtes evig fordømmelse, som er onde og ulydige. 4 Da skal de retfærdige gå ind til evigt liv og modtage den fuldkomne glæde og herlighed med evig belønning for Herrens ansigt. 5 Men de onde, der ikke kender Gud og ikke adlyder Jesu Kristi evangelium, skal kastes ud i evig pine og straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt. 6

3. Kristus vil, at vi skal være fuldt overbeviste om, at der kommer en dommedag, både for at holde mennesker fra synd 7 og for at give de gudfrygtige større trøst i deres modgang. 8Ligeledes vil han, at datoen for den dag bliver holdt skjult for mennesker, så de må frasige sig al kødelig sikkerhed og altid være overvågne, fordi de ikke ved i hvilken time, Herren kommer. 9 Desuden vil han, at mennesker skal blive berørt, så de altid siger: “Kom, Herre Jesus!” 10 Amen.


 

  1. ApG 17,31; Johs 5,22 & 27.
  2. 1 Kor 6,3; Jud 6.
  3. 2 Kor 5,10; Præd 12,14; Matt 12,36; Rom 14,10-12; Matt 25,32-46.
  4. Rom 9,22-23.
  5. Matt 25,21 & 34; 2 Tim 4,8.
  6. Matt 25,46; Mark 9,48; 2 Thess 1,7-10.
  7. 2 Kor 5,10-11.
  8. 2 Thess 1,5-7.
  9. Mark 13,35-37; Luk 12,35-40.
  10. Åb 22,20.

 

Udover Baptist Bekendelsen af 1689 tilknytter vi os også disse oldkirkelige trosbekendelser:

Den Apostolske Trosbekendelse
Den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse
Den Athanasianske Trosbekendelse